Læserbrev af
Martin K. Madsen, lektor på EUC Nordvest. Spidskandidat til regionsrådet for Liberal Alliance.

Min kone Charlotte er gravid og skal føde vores første barn senere i denne måned. Vi går lige nu i det man ofte betegner som den søde ventetid, selvom jeg skal skynde mig at sige, at min kone ikke ser sådan på det – hun vil som mange andre gravide før hende mest af alt bare gerne have kroppen tilbage.

Vi har igennem graviditeten benyttet os af en privat scanningsjordemoder, da vi gerne selv vil bestemme hvornår vores aftaler ligger – vi har betalt i omegnen af 500-1000 kr. fra gang til gang, og har så til gengæld fået fantastisk service og fleksibilitet den anden vej. En enkelt gang har vi haft en tid i det offentlige til scanning, og jeg ville rigtig gerne sige, at det var en god oplevelse.

Men det var det ikke.

En ting er, at vi uden videre fik tildelt en tid, som egentlig ikke passede os. Det vil jeg ikke brokke mig over, for det må være præmissen i et offentligt sundhedsvæsen. Det, der dog generede mig mest var, at de så ikke engang overholdt denne tid – dagen inden, om eftermiddagen, får vi en ny indkaldelse, hvor vores tid nu pludselig er flyttet et par timer fremad. Ingen beklagelse. Ingen appel. Sådan er det bare.

Nuvel. Jeg måtte i al hast have fat i arbejdsgiver, som så måtte til at møblere rundt på mit undervisningsskema på det handelsgymnasium, jeg arbejder på. Da vi mødte op til aftalen på sygehuset, blev vi mødt af et dygtigt og i mine øjne professionelt personale – men som havde noget gammelt udstyr.

De foretog nogle undersøgelser og mente at kunne se på det gamle udstyr, at min ufødte søn Alexander havde et hul i hjertet – vi fik derfor besked på, at det skulle undersøges nærmere af en hjertelæge. Vi ville få besked senere på dagen og så ville vi måske få tid dagen efter (det endte med, at vi kom til et par uger efter….).

Umiddelbart efter scanningen, hvor de mente at kunne se fejl på hjertet, tog min kone direkte op til vores private scanningsjordemoder, der i tre kvarter scannede Alexander igennem på kryds og tværs – ingen hjertefejl af nogen art! Og så kunne vi ellers ånde lettet op. Alexander er helt som han skal være, og det viste sig at være en forskrækkelse. En slem forskrækkelse.

Nogle uger senere bekræftede scanningen i det offentlige det samme billede. Ingen hjertefejl. Gudskelov.

Jeg fortæller ikke denne historie, fordi jeg vil angribe dem, der er ansat i det offentlige sygehusvæsen. Jeg fortæller dette, fordi det er hvad mennesker oplever – mennesker, der ikke er så ressourcestærke som min kone og jeg.

De vil i sådan et tilfælde skulle gå og vente uger på at få afklaring på deres ufødte børns hjerter, mens de kan gå og være bekymrede, uden at kunne gøre noget! Det er bare ikke godt nok, Region Nordjylland. Min pointe er, at det vi her blev udsat for jo ikke var en fejl begået af systemet. Det er tværtimod sådan systemet kører, når det fungerer!

Det kan borgerne i Nordjylland ikke leve med. Derfor vil jeg præsentere en vision for et lidt anderledes sygehusvæsen.

Ikke markant anderledes for borgeren, der møder systemet, men anderledes i den måde, vi strukturerer det på. Sagen er den, at skurken i hele denne sag først og fremmest er gammelt udstyr – gammelt udstyr eksisterer kun på steder, hvor man ikke konstant er i konkurrence, dvs. i det offentlige.

Den privatpraktiserende scanningsjordemoder kan ikke drive en forretning, hvis udstyret, der bruges, stammer fra Kong Herodes tid. Så bliver han eller hun udkonkurreret af konkurrenter. Konkurrenceudsættelse vil medføre, at alle aktører er tvunget til at have om ikke det nyeste udstyr, men så noget af det nyeste.

Jeg forestiller mig ikke under nogle omstændigheder, at mennesker uden penge skal tvinges til at betale for deres scanninger i det private! I stedet forestiller jeg mig, at det offentlige skal tilbyde at give et tilskud, der dækker størstedelen af scanningernes pris i det private (eksempelvis 80-85%), sådan så udgangspunktet for en scanning er, at det foregår i det private på tidsvarende udstyr og på borgernes præmisser (tidsbestilling osv.)

I dag er det sådan, at heldigt stillede mennesker som min kone og jeg har mulighed for at tilrettelægge vores graviditet mest muligt. Den frihed synes jeg sådan set man burde bestræbe sig på, at alle havde retten til at nyde fremover. Ingen skal vente flere uger på at finde ud af, om deres ufødte dreng har en hjertefejl.

Det vil jeg kæmpe for i Regionsrådet!