Det var den lokale spidskandidat for Enhedslisten Morsø Pia Thorsen der bød velkommen, da folketingsmedlem Peder Hvelplund forleden besøgte Mors.
Anledningen til besøget var et sommermøde arrangeret af Enhedslistens lokalafdelinger i Thy og på Mors.
Under besøget roste han medlemmerne på Mors for at have taget udfordringen op med at finde kandidater, lave en flot og omfattende valgfolder og for gennem fællesskabet at tage den endnu videre og skabe en ny lokalafdeling.
Videre talte Peder om de små fællesskaber, som han kender rigtig godt, selv om hans arbejdsplads er i København. Han er nemlig vokset op i den lille landsby Hover ved Ringkøbing og bor nu på landet i Hjørring Kommune.
På sommermødet diskuterede de omkring 20 fremmødte især klima-området, og under kaffen blev især dele-biler på landet diskuteret: En ordning hvor fællesskabet i landsbyerne råder over en bil eller bus, som man kan booke og køre på skift, når børnene i området skal fragtes til fritidsaktiviteter, eller man kan lave fælles indkøbsture.
Konklusionen var, at det skal være muligt at bo i landsbyerne uden at have en bil eller kørekort.