Turistchef blæst bagover: Ansøgningerne vælter ind

Mange ønsker at være en del af turist-teamet i Thy. Således har over 100 ansøgere lagt billet ind på jobbet som event- og medlemskoordinator i Thy Turistforening.

– Det er nok kommet lidt bagpå mig, at vi som en lille institution kan nå ud i de ringe i hele Danmark. Vi har fået virkeligt skarpe og kvalificerede bud, siger turistchef Mai Manaa.

Jobbet som event- og medlemskoordinator kræver en handlekraftig og engageret person, der har erfaring med projektledelse og kan træffe selvstændige beslutninger – også i de mest hektiske perioder – i et udviklingsorienteret miljø.

Thy Turistforening er begyndt at sælge konsulentydelser i form af idé- og konceptudvikling for medlems-virksomheder. Den indtægtsdækkede virksomhed betyder, at der er mulighed for at ”muskle op” i sekretariatet, som turistchefen formulerer det.

– Vi skal endnu tættere på vores medlemmer. Hvor de er 12-15 ansatte til at tage sig af byen Skagen, så er vi altså 3 til hele Thy. Det giver lidt nogle lange dage, lyder det fra Mai Manaa.

Udvidelsen af staben betyder, at Thy Turistforening bliver i stand til i endnu højere grad end nu at assistere medlemmerne i relation til udvikling af gæsteservice og produkter på hylderne.

– Vi vil gerne hjælpe gode folk med at lave gode penge til gode oplevelser, siger Mai Manaa.

Interesserede til stillingen som event- og medlemskoordinator har skulle sende en video-ansøgning, og det har gjort det nemmere for ansættelsesudvalget at fornemme, om der har været tale om den rette personlighed.

Mai Manaa har gennemført en række ”walk and talk” med de mest interessante emner, og hun håber, at der snart kan sættes navn på den nye event- og medlemskoordinator.

Der er et ufravigeligt krav til den nye blæksprutte i turistforeningen, at personen skal være interesseret i at bosætte sig i Thy – hvis vedkommende ikke allerede er herfra.

Foto: Thy Turistforening

Forfatter

Related posts

Top