Næsten udsolgt til Cold Hawaii Surf- & Film Festival

Med støtte fra California Wines, som er en amerikansk sammenslutning af flere end 1.000 vinproducenter, og Thisted Kommune slår Cold Hawaii Surf- & Film Festival dørene op i Klitmøller fra i overmorgen.

Festivalen, som blev aflyst sidste år på grund af corona, skulle have været afholdt i foråret men blev altså rykket til slutningen af denne måned. Usikkerheden omkring corona gjorde det samtidig svært at finde sponsorer, men takket være bidrag fra den amerikanske vinsammenslutning og Thisted Kommune er man nu klar til at præsentere en lang række fremvisninger af film og andre aktiviteter.

Festivalen starter torsdag aften med en talk, hvor Frederik-Wilhelm Lyng Steinfath taler med fotografen Fredrik Clement om hans nye bog “No Place Like Home”. Bogen er et fotografisk portræt af surfmiljøerne på blandt andet den jyske vestkyst – herunder Klitmøller, hvor de begge bor.

Herefter vises de to første af i alt 17 film, som skal vises i løbet af festivalen.

I alt 17 film er tilmeldt årets festival i Klitmøller. Foto: Cold Hawaii Surf & Filmfestival

Fredag aften byder på visning af hele syv film inden Pacific Swell indtager scenen i Kassehuset.

På lørdag afvikler Dansk Surf- & Rafting Forbund et stop på Danish Surf Tour. Her vil flere af de lokale surfere, der enten er på eller omkring landsholdet i surfing, være på vandet.

Affaldsindsamling med kunstkonkurrence
Desuden bliver der afholdt affaldsindsamling på stranden for børnene med efterfølgende Trash Art Competition, hvor man kårer den flotteste kunstfigur lavet af det indsamlede affald på stranden.

Visningen af de resterende otte deltagende film starter om eftermiddagen og kører herefter indtil prisceremonien om aftenen.

Billetsalget til årets filmfestival i Klitmøller tyder på en stor succes.

– Vi har omkring 250 billetter pr. dag, og som det ser ud lige nu, får vi udsolgt. Der er nogle få håndfulde billetter tilbage alle dage og traditionelt køber de lokale i Thy først billetter i sidste øjeblik. Sådan har mønstret været de andre år og vi har haft udsolgt de sidste tre festivaler. Så mon ikke vi når det igen, siger arrangør Alicja Cupial

Foto: Cold Hawaii Surf & Filmfestival

Forfatter

Related posts

Top