Lokale firmaer dyster til første Cold Hawaii Golfevent nogensinde

Der bliver kamp til stregen, når 12 lokale virksomheder sætter hinanden stævne til den første Cold Hawaii Golfevent nogensinde. Den afvikles fredag den 17. september i forbindelse med Cold Hawaii Games 2021. Udover turneringen afvikles en eksklusiv Clinic med de to Europa Tour spillere Jesper Thuen og Thomas Nørret.

Cold Hawaii Golfevent er tilrettelagt på den måde, at hver virksomhed stiller med tre spillere, der så får en fjerde spiller med på holdet. Det vil være en person, der spiller eller har spillet på enten Ecco Touren eller en af de andre europæiske turneringer.

– Turneringen bliver afholdt som en 18 hullers holdturnering, hvor holdet består af tre amatører og én professionel golfspiller. Holdets tre bedste scores på hver hul, tæller til holdets samlede resultat. Turneringsform er 7/8 handicap. Amatørerne spiller med en maksimal tildeling ud fra handicap 36 fra tee 56 – damer spiller fra tee 48. De professionelle spiller en individuel stableford turnering fra tee 60. Der vil være gode præmier til tre bedste hold, fortæller Flemming Lund fra Nordvestjysk Golfklub, der sammen med Cold Hawaii Games står bag turneringen.

En af landets flotteste baner

Han fortæller, at eventen har til formål, at synliggøre og fremhæve golfsporten blandt de mange tilbud af fritidsaktiviteter i Thy.

– Nordvestjysk Golfklub ligger i Nationalpark Thy. At spille golf i disse rammer giver både sportslige udfordringer og fantastiske naturoplevelser. Vi ser blandt andet, at flere og flere surfere har øje for golf, når vejret ikke er til vandsport. Det gælder både i det daglige blandt vores medlemmer, men også blandt rigtigt mange dagsgæster, fortæller Flemming Lund.

Dermed bekræftes tendensen med, at investering i vandsport og tiltrækningen af nye borgere, også smitter af på andre sportsgrene.

Clinic med golfstjerner

Oveni deltagelsen i Cold Hawaii Golfevent, får deltagerne – og andre interesserede – en helt unik mulighed for at deltage i en Clinic med de to professionelle tidligere Europa Tour spillere Jesper Thuen og Thomas Nørret.

– De spiller hul 1 og 9, der begge er publikumsvenlige og hvor publikum og spillere kan gå med på banen. Spillerne vil fortælle om deres tanker og slag, når de spiller og besvarer gerne spørgsmål fra spillere og tilskuere, fortæller Flemming Lund.

For kunne deltage i turneringen på af de 12 firmahold, skal man have et godkendt DGU-handicap, som skal oplyses ved tilmelding, der foregår i Golfshoppen på Nordvestjysk Golfklub.

Det er første gang Nordvestjysk Golfklub og Cold Hawaii Games sætter golf på programmet sammen, og håbet hos de to arrangører er, at det kan blive en tilbagevendende begivenhed, der udover at skabe oplevelser for spillere og tilskuere, også er med til at støtte ungdomsarbejdet i Nordvestjysk Golfklub.

Forfatter
Top