Fiskeriminister Rasmus Prehn (S) vil skrue bissen på over for skibe, der skjuler sin position ved at slukke for positionssignalet – det såkaldte AIS-signal.
Det fortæller han til TV 2, efter tv-stationen har kunnet fortælle om hollandske trawlere, der i dansk farvand sejler med slukket positionssignal.
Rasmus Prehn fortæller, at det blandt andet skal være forbudt at slukke for AIS-signalet.
– Vi skruer bissen på over for de banditter, som sejler ud og ødelægger vores havbund og snyder danske fiskere, lyder det fra ministeren.
Blandt andet etableres der et samarbejde med flyvehjemmeværnet, som skal lave overvågning fra luften.
Derudover vil Fiskerikontrollen få mulighed for at bede et skib om at blive et bestemt sted, så det lettere kan kontrolleres.
/Ritzau/
Arkivfoto: Wageningen