Befolkningerne især i byerne i Afrika stiller stadig højere krav til fødevaresikkerhed.
– Det øger vores muligheder på afrikanske markeder, fortæller Thomas Mohr, salgsdirektør i Thisted- virksomheden Cimbria, som nu udvider med en afdeling i Rwanda.
Cimbria er en af verdens førende leverandører inden for industriel forarbejdning, håndtering og opbevaring af korn og frø samt dyrefoder, fødevarer og andre bulk produkter. Cimbrias produkter giver kunder mulighed for at håndtere store mængder af eksempelvis såsæd, kaffebønner, frø og korn.
Kontakt til vigtige spillere
Den danske ambassade i Uganda har i samarbejde med Landbrug og Fødevarer arrangeret et eksportfremstød i Rwanda og Uganda for danske virksomheder indenfor blandt andet behandling af fødevarer, fødevareteknologi og kvalitetskontrol af fødevarer.
– Vi har kontor i Kenya og er godt etableret der, men ønsker at udvide vores aktiviteter i Østafrika. Derfor er det naturligt for os at deltage i delegationen til Rwanda i denne uge, forklarer Thomas Mohr.
Salgsdirektøren håber, at Cimbria også kan møde potentielle kunder, så virksomheden kan udvide sin kundekreds og sine aktiviteter i landet.
Fokus på behandling af korn
Delegationen er i Rwanda de kommende dage.
– Vi ser blandt andet frem til at møde et stort bryggeri, da vi har det rette udstyr og god erfaring indenfor håndtering af malt, slutter Thomas Mohr.
Cimbrias teknologi bidrager til at øge fødevaresikkerhed i håndteringen af fødevarer gennem hele processen. Virksomheden har allerede bidraget til opbygning af kritisk vigtig infrastruktur til fødevareforsyning i andre afrikanske lande og håber at få mulighed for at hjælpe også med at opbygge en stabil fødevareforsyning i Rwanda også.