Takket været projektet ’Sponsored by Thy’ kan den 18-årige Caroline Küntzel fra Klitmøller fokusere på sin sport og gå efter titlen som verdensmester i Stand Up-padling.
Igennem projektet får hun hjælp og sparring til at indgå samarbejdsaftaler med lokale sponsorer. Sponsoraterne er altafgørende for, at hun kan konkurrere med på højeste plan.
Hvis målet om at blive verdensmester inden for de næste fem år skal nås kræver det foruden talent og træning også opbakning fra sponsorerne.
– Sponsorer spiller en kæmpe stor rolle for mig. Hvis ikke jeg har sponsorer nok, misser jeg chancen for at deltage ved mesterskaberne. Det oplevede jeg i 2019, hvor jeg måtte opgive håbet om at komme til VM, selvom jeg var udtaget, siger Caroline Küntzel.
Derfor er hun utrolig glad for at være en del af projektet ’Sponsored by Thy’, der hjælper hende og andre unge atleter i Thy med at indgå samarbejdsaftaler med lokale virksomheder.
En kærkommen hjælp
Det selv at skulle bruge kræfter på at indhente sponsorater har krævet en masse tid og viden, som Caroline Küntzel ikke har haft.
– De første år af min sportskarriere har jeg skulle klare mig selv, og hvis jeg ikke fandt en sponsor, var det bare ærgerligt. Nu har jeg pludselig en at sparre med, og en der hjælper mig med mine problemer. Det er jeg virkelig glad for. Især i en sportsgren som min, hvor du ellers er meget alene, siger fortæller hun.
’Sponsored by Thy’ er støttet af Thisted Kommune, Thy Erhvervsforum og en række større lokale virksomheder. Formålet er at forbinde eliteidrætsudøvere og det lokale erhvervsliv, så det skaber værdi for begge parter.
LÆS OGSÅ: