Carsten fra CSK kåret til Årets Thybo

Direktør for stålbyg-virksomheden CSK i Thisted Carsten Sandbæk Kristensen er blevet kåret som Årets Thybo.

Det skete på en coronaforsinket nytårskur i Thy Erhvervsråd i går.

Prisen blev uddelt første gang i 1998 og er indstiftet i et samarbejde mellem det gamle Thy Erhvervsråd og Sparekassen Thy. Prisen gives til en person, som har markeret sig og bidraget til at skabe udvikling lokalområdet herunder at sætte Thy endnu mere på landkortet.

– I år skal vi uddele prisen til en person, der fået en virksomhed til at vokse til en af Thy’s største virksomheder på blot 24 år med hovedproduktionen i Thy, men også med produktionsfaciliteter i udlandet. Det er en virksomhed, der har formået at levere løsninger til nogle af verdens største virksomheder. lød det fra Sparekassen Thy’s direktør Ole Beith.

CSK er en markant spiller på stålbygmarkedet og det er især produktionen af specialkonstruktioner, der har imponeret udvælgelseskomiteen, skriver Sparekassen Thy på sin hjemmeside.

Virksomheden har i dag tre fabrikker, 331 ansatte og et virksomhedsareal på ca. 40.000 m2. CSK har med innovation, vilje og styrke markeret sig indenfor flere kategorier i byggeindustrien.

Carsten Sandbæk Kristensen beskrives som en thybo med begge ben plantet på jorden og et fantastisk eksempel på, at et stålsat fokus på drift, udvikling og partnerskab med kunder, medarbejdere og samfund omkring virksomheden, kan skabe magiske ting.

De seneste års prismodtagere
2019: Lars Riis, ELSK
2018: Jan Hansen, Fiskeriformand
2017: Casper Steinfath, Stand Up Padler, Klitmøller
2016: N.C. Christensen, N.C. Christensen & Sønner
2015: Mogens Nielsen, Dragsbæk Magarinefabrik
2014: Jes Holm Sørensen, Hanstholm Fiskeauktion
2013: Hans Peter jarl Madsen, formand for Thy Rock
2012: Preben Nørgaard Christensen, Organist, Thisted Kirke
2011: Niels Jørgen Pedersen, formand for Landbrug & Fødevarer
2010: Cold Hawaii, Klitmøller

Foto: CSK Steel

Forfatter
Top