– Snusfornuftigt og demokratisk

Læserbrev af 
Hans Ejner Bertelsen (V), borgmester i Morsø Kommune

De konservative er åbenbart vågnet efter 4 års vinterdvale og føler sig derfor kaldet til at angribe mig i særdeleshed og alle partierne i kommunalbestyrelsen i almindelighed, som det skete i Nordjyske forleden.

At kalde det netop indgåede forlig for visionsløst og processen for udemokratisk viser, at de konservatives vinterdvale har været meget dyb. Så dyb, at de slet ikke har fulgt med i de mange tiltag, der er sket over de sidste 4, ja 8 år. Gode resultater for Mors og morsingboerne. Resultater der er opnået, fordi kommunalbestyrelsen i min borgmestertid har formået at samarbejde og respektere hinanden og finde brugbare løsninger, selvom vi har begrænsede midler til rådighed.

Jeg bliver klandret for at fortælle om alle de positive historier og tage ”æren” for resultater, der er kommet til udefra eller for ideer, der er gamle.

Hvis ideen er god, og vi får mulighed for at føre den ud i livet, bør den vel ikke kasseres, blot fordi den er gammel? Grunden til, at ideer ikke er ført ud i livet, kunne måske være, at tidligere kommunalbestyrelser hellere brugte energi og tid på at bekrige hinanden end på at samarbejde til gavn for Mors.

At noget godt er kommet udefra forringer vel ikke værdien af det?

Eksempelvis fik vi tilført Mors 30 mio. til et østersklækkeri og 18 mio. til et modtagecenter for østersturisme, fordi vi havde en god dialog med den daværende regering og med Venstres lokalt valgte Torsten Schack.

At vi har fået Rute 26 forhandlet ind i et trafikforlig kommer udefra, ja. Men det kommer efter et stort arbejde fra 4 samarbejdende kommuner. Og på Mors med opbakning fra en enig kommunalbestyrelse.

Det er utroligt at opleve kritik for at fortælle de gode historier, når nu der er mange af dem, og der gerne skulle blive flere.

Vi har fået hovedsædet for turistdestination Limfjorden, hovedsædet for FGU Nordvest, en afdeling af Erhvervshus Nordjylland, Nordic Food college, en ny teaterbygning, et nyt plejecenter og Kulturmødet udvikler sig.

Vi er placeret som den mest erhvervsvenlige kommune i Nordjylland og som nr. 11 i Danmark.

Vi har den laveste arbejdsløshed i Nordjylland. Et topprofessionelt erhvervsliv og landbrug der producerer og udvikler sig.

Vi har en velfungerende administration og dygtige medarbejdere og tilbyder en god og ordentlig service til vore borgere.

Og alt det og meget mere skulle jeg lade være med at fortælle?

Ikke på vilkår! Hvad er det nu for en tilgang, de konservative har til deres egen ø og kommune.

Beskyldningen om, at jeg skulle være smart og binde forligspartierne, viser manglende forståelse for, hvordan tingene fungerer, når man efter lange og mange forhandlinger binder sig til et forlig.

Der er skrevet under på et budgetforlig, som rummer ønsker og forslag fra alle partier. Når man indgår et forlig, udviser man samtidig tillid til hinanden. Derfor er det helt rimeligt, at ændringer også skal ske i enighed. Ellers rykkes balancen i aftalen.

Man kunne jo også vende argumentationen om og sige, at netop en sådan musketered er demokratisk og sidestiller alle partier uanset størrelse.

Og så rummer aftalen jo netop mulighed for at justere i forliget efter høringsperioden mellem 1. og 2. behandlingen.

Budgetforliget er det muliges kunst, og jeg er stolt af og vil gerne takke de øvrige partier i kommunalbestyrelsen for, at vi lykkedes med at vedtage det i enighed, også i et valgår.

Det viser, at vi er ansvarlige og har beslutningskraft.

Det finder jeg er væsentlig og kan danne baggrund og mulighed for at fortælle mange flere positive historier fra Mors.

De konservatives udfald må vist høre til i afdelingen for bulder og bragesnak.

I venstregruppen arbejder vi ufortrødent videre for det Mors, vi holder af.

Forfatter

Related posts

Top