Selv de mest ihærdige cykelentusiaster måbede, da thyboen Jonas Vingegaard i sommers kørte fra den slovenske favorit Tadej Pogacar op ad det legendariske bjerg Mont Ventoux og senere sikrede sig en plads på Tour de France-podiet.
På sensationel vis blev Vingegaard, der til dagligt bor i Glyngøre, nummer to i verdens hårdeste cykelløb.
Alligevel er den 24-årige cykelstjerne ikke en del af det hold, der skal køre VM for Danmark den 26. september i Flandern.
Danmark står midt i en cykelmæssig guldalder, og det kræver svære valg – og ikke mindst fravalg, fortæller landstræner Anders Lund.
– Lige nu er vi bare et sted, hvor verdensklasseryttere bliver hjemme. Der er Jonas Vingegaard én af dem, men absolut ikke den eneste. Man må se på kvaliteten af det hold, der er udtaget., siger landstræneren til TV2.
Det er dog værd at bemærke at Michael Valgren, der ligesom Vingegaard er fra Thy, er en del af den kommende landsholdstrup.
Landevejsløbet ved VM køres den 26. september, men allerede på søndag åbner VM med herrernes enkeltstart.
Foto: Thyfotografi.dk