– Kandidater søges med lys og lygte.
Det er udmeldingen fra Ældre-/Seniorrådet i Thisted Kommune.
Ældre-/Seniorrådet består af borgere i Thy, der brænder for at udvikle nogle rammer, der skaber det bedst mulige liv for thyboerne,, når alderen begynder at kræve ændringer i liv. Og de bliver hørt hver eneste gang, der træffes politiske beslutninger, der vedrører ældrelivet i Thy.
Men når det nye råd skal vælges til november, er der som det ser ud lige nu ikke nok kandidater på opstillingslisten.
– Vi har en vigtig rolle i at gøre politikerne opmærksomme på, hvordan deres beslutninger påvirker borgerne, men desværre oplever vi, at det er rigtig svært at få nogle til at melde sig som kandidater til rådet, fortæller Kirsten Nielsen, der er ét af de nuværende medlemmer af Ældre-/Seniorrådet.
En vigtig opgave
Ældre-/Seniorrådet har derfor valgt at forlænge fristen for, hvornår man senest kan melde sig som kandidat.
– Det er afgørende, at vi har et velfungerende Ældre-/Seniorråd, der passer på det gode ældreliv i Thy, og rådet skal være så mangfoldigt som muligt, så alle kan være med, siger Kirsten Nielsen.
Medlemmerne i Ældre-/Seniorrådet bliver valgt via stemmeafgivning blandt alle borgere over 60 år i Thy, hvis der er flere kandidater, end der er pladser i rådet.
Rådet fungerer som et rådgivende organ og er ikke partipolitisk.
Medlemmerne bliver valgt over en periode på fire år, og det eneste krav til de personer, der stiller op, er, at de er over 60 år og har bopæl i Thisted Kommune. Alle former for kompetencer og arbejdsmæssige baggrunde er meget velkomne i rådet.
Rådet mødes ti gange om året.
Fakta om Ældre-/Seniorrådet:
- Det er bestemt ved lov, at alle landets kommuner skal have et ældreråd eller seniorråd.
- De består af borgere i kommunen, der er fyldt 60 år.
- Alle over 60 år kan stille op til valg til Ældre-/Seniorrådet.
- Valget til Ældre-/Seniorrådet er direkte valg. Det betyder, at medlemmet vælges som enkeltperson og ikke som repræsentant for et politisk parti eller en interesseorganisation.
- Valgene gælder for fire år ad gangen.
- Hovedopgaven for Ældre-/Seniorrådet er at give deres besyv med på kommunens ældrepolitik. Ældrerådene har nemlig ret til at blive hørt i alle politiske forhold, der berører alle kommunens ældre borgere.
- Ældre-/Seniorrådet kan også selv tage emner op, som skal drøftes med kommunen.
Klik HER for at læse mere om rådet, og om hvordan du melder dig som kandidat.
Foto: Thisted kommune