Thyboen Michael Valgren har haft en forrygende uge på landevejene i Italien, hvor han både onsdag og torsdag kørte først over stregen i to forskellige endagsløb.
Og den 29-årige dansker fra Østerild har også sat sin underskrift på en ny aftale med sit amerikanske hold, EF, der også har Valgrens landsmand Magnus Cort på lønningslisten. Det meddeler EF på sin hjemmeside.
– Jeg har haft et virkelig godt første år. Jeg føler mig hjemme, siger Valgren.
De seneste to dage har Valgren efter en mindre prangende sæson resultatmæssigt vundet både Giro della Toscana og Coppa Sabatini.
– Det har været et stykke tid siden sidst. Men det føles godt. Jeg kan godt vænne mig til den følelse af sejr, siger Valgren.
Torsdag slog den flyvende dansker den nykårede europamester, Sonny Colbrelli, i spurten om sejren i Coppa Sabatini og viste på den måde storform kort tid før VM.
Valgren skiftede fra starten af 2021-sæsonen til EF efter to år hos Dimension Data uden de store resultater, og han føler nu, at han har fundet sin rette hylde.
I 2018 vandt danskeren som Astana-rytter både Omloop Het Nieuwsblad og Amstel Gold Race.
Han er en af de otte danske ryttere, der søndag 26. september kører linjeløbet ved VM i Belgien.
/ritzau/
Arkivfoto: Thyfotografi.dk