Læserbrev af Tage Andersen (V), medlem af Kommunalbestyrelsen på Mors
Kommunalbestyrelsen første behandlede budgettet for 2022 i sidste uge. Et godt budget, som alle partier var enige om.
Der er mange gode elementer i budgetforliget, men jeg vil gerne have lov at fremhæve hensigtserklæringen vedrørende Skarregård. Det er hensigten, at der skal pustes nyt liv i vores allesammens arvestykke Skarregård. Derfor ligger der i hensigtserklæringen et tilsagn til den kommende forening hvert år at modtage indtægterne fra jordlejen ubeskåret. Dvs., at den nye forening er sikret en årlig indtægt på ca. en halv million kr.
Kommunalbestyrelsen giver hermed en saltvandsindsprøjtning til et helt nyt liv til den gamle gård på Nordmors.
Beløbet til at drive gården videre kan suppleres med fondspenge, som den nye bestyrelse skal igang med at søge, så snart foreningen bliver dannet. Indtægter fra evt. arrangementer vil naturligvis også tilgå foreningen. Foreningen står, så snart vi har fået den dannet, med en spændende opgave med at finde ud af, hvad området skal indholde. Mange muligheder må være i spil, da gården og hele området er så unikt, så kun fantasien sætte grænser.
Uanset hvad der bliver besluttet, så kommer det til at kræve frivillige kræfter. Men det er jo allerede bevist igennem de sidste 15 år, at de frivillige har ydet en kæmpe indsats på stedet.
Stor ros til alle de frivillige som har lagt mange kræfter på stedet. Håber Skarregård forsat bliver et godt og spændende sted at besøge for både morsingboer og turister.
Jeg vil personligt på alle fronter glæde mig til at bidrage til udviklingen af det nye Skarregård.