Med udsigt til en blæsende torsdag skulle det endelig være både sikkert og vist, at Cold Hawaii Games i morgen kan skyde gang i kongesdisciplinen når det kommer til kitesurfing.
Der er varslet stormende kuling og vindstød af stormstyrke samt bølger på fire til fem meter, når 18 af verdens bedste kitesurfere torsdag formiddag kl. 10.00 indtager bølgerne ud for Vorupør.
I disciplinen Big Air gælder det om at komme så højt til vejrs som muligt. 70% af de point, man kan hente hos dommerne, handler om netop højden.
– De sidste 30% handler om hvor lang en afstand, man tilbagelægger på vandet kombineret med, hvor udfordrende surferens indsats i konkurrencen er, fortæller Sports Director Mads Bloch.
Det er toppen af Big Air-poppen der i morgen indtager Cold Hawaii.
– Flere verdensmestre og utallige podie placeringer fra Red Bull King f the Air, bliver samlet i Thy. Det gælder blandt andre britiske Aaron Hadlow, der har fem verdensmesterskaber med til Cold Hawaii. Men også hollandske Kevin Langeree, der har vundet Red Bull King of the Air hele tre gange og vandt Cold Hawaii BIG AIR sidste år, fortæller Mads Bloch.
Danmarks største internationale kitesurf-stjerne Nick Jacobsen er selvfølgelig også på plads i Vorupør. Herudover har man givet to wildcards til unge talentfulde danske kitesurfere.
– Vi har valgt Lucas Gramstrup og Mikkel Hansen, der begge er store talenter på vej. Vi glæder os til at se dem og alle de andre deltagere på vandet i Thy, hvor vi kan bryste os af at have perfekte forhold til afviklingen af netop den her type konkurrence, fortæller Mads Bloch.
Med det vejr, der ventes i morgen, er det forventningen, at surferne kan komme så højt op i luften som 30 til 40 meter.
Foto: Nicklas Kold Nagel