Uopmærksomhed eller manglende orientering er årsag til hver anden dødsulykke i trafikken.
I hele denne uge har politiet over hele landet særligt fokus på uopmærksomme trafikanter. Det sker samtidig med, at en landsdækkende kampagne opfordrer flere til at køre bil, når de kører bil.
– Få sekunders uopmærksomhed kan betyde, at man overser en anden trafikant eller kommer til at trække over i modsatte vognbane, og rammer en modkørende frontalt. For at forebygge de her ulykker sætter vi ind med kontrol i den kommende uge, siger politiassistent Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
Uopmærksomhed er risikabelt for alle trafikanter. Men ulykker med tunge køretøjer hører på grund af deres størrelse og vægt til de alvorligste.
– Det er derfor særligt vigtigt, at erhvervschaufførerne holder fokus på trafikken og ikke foretager sig noget, der tager deres opmærksomhed fra trafikken, siger politiassistent Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
I en undersøgelse som Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik blandt 1.504 bilister i efteråret 2020 svarer 19 %, at de ”meget ofte”, ”ofte” eller ”engang imellem” bruger håndholdt mobil, mens de kører.
Foto: Rådet for Sikker Trafik