Stor interesse for Mors – of course

Mors tiltrak sig stor opmærksomhed ved den netop afviklede Karrieremesse i Aalborg. Over to dage blev der givet viden videre om arbejdsmulighederne og vist et attraktivt billede af Mors for unge.

Med mottoet ’Mors of course’ som tema blev årets messe indtaget af et lokalt hold bestående repræsentanter fra virksomhederne Bila A/S, Kunststof-Kemi A/S, Morsø Kommune, Jobcenter Mors og Morsø Erhvervsråd.

Mottoet, som i sin tid blev opfundet af JC Mors, tog kegler og var med til at få messegæsterne til at smile, stoppe op og snakke om, hvad Mors har at byde på.

Tinna Malmborg, direktør for Morsø Erhvervsråd, er rigtig godt tilfreds med de mange positive reaktioner på standen.

Tinna Malmborg, erhvervsdirektør i Morsø Erhvervsråd. Foto: Morsø Erhvervsråd

– Det er gået virkeligt godt. Vi har været i kontakt med omkring 500 studerende fra mange forskellige studieretninger på universitetet. Vi har fået plantet nogle positive frø, så de i endnu højere grad vil have Mors med som en attraktiv mulighed, når de skal ud at søge job, fortæller erhvervsdirektøren og forsætter:

– Det skulle gerne på sigt have den effekt, at det hjælper vores virksomheder med at finde kvalificeret arbejdskraft. Og vi får også vist, at man ikke skal være bange for at kede sig, når arbejdsdagen er slut. Det er en indsats der fokuserer på helheden og gør det lettere for de unge at forestille sig at flytte til Mors og arbejde og få et netværk, siger Tinna Malmborg.

Populær konkurrence
Knap 300 studerende deltog i en konkurrence på Mors-standen, hvor man kunne vinde en snild elektrisk grill og vaser sponsoreret af Morsø Jernstøberi. Det var et stærkt blikfang med præmierne, og der var også mange, der gerne ville vinde gavekortet, hvor man kan komme til Mors på østerssafari og få tilberedt fangsten i strandkanten.

For at deltage i konkurrencen skulle de studerende svare på fem spørgsmål. Spørgsmålene gav dem viden om nogle af styrkerne ved at bo og arbejde på Mors.
De studerende kunne også sige ja til at få deres CV sendt rundt til virksomheder på Mors og i Thy. Der vil opfølgende også blive sendt mails ud til alle deltagerne med mere information om lokale jobs og om Mors generelt.

Vigtig indsats
Formand for Morsø Kommunes beskæftigelses- og erhvervsudvalg, Ellen Philipsen Dahl, glæder sig også over, at Mors igen har gjort sig positivt bemærket hos fremtidens arbejdskraft på den store messe i Aalborg.

Ellen Philipsen Dahl. Foto: Morsø Kommune

– Indsatser som denne er vigtige for Mors. Vi skal ud at vise verden, hvorfor vi er relevante at have i tankerne som et sted, hvor det er interessant at søge arbejde og bo. Vi skal lige evaluere på forløbet, men det er sandsynligt, at vi deltager på messen igen, fortæller hun og forsætter:

– Selvom vi, der bor på Mors, kender vores fortræffeligheder, så er der mange fra andre dele af landet, der ikke har relationer til Mors, og som bliver positivt overraskede over, hvad vi har at tilbyde. Det her kan være medvirkende til, at de vælger at arbejde her og måske også får lyst til at bo her, lyder det fra Ellen Phillipsen Dahl.

Hvis man har lyst til at se mere om, hvordan den lokale stand så ud, så kiggede TV2 Nord forbi den lokale stand på messen og lavede et indslag, som kan ses HER.

Karrieremessen holdes normalt i marts, men det kunne ikke lade sig gøre på grund af corona. Derfor var den i år slået sammen med, DSE Messen, der er for folk indenfor it og tech-branchen.

Forfatter

Related posts

Top