Læserbrev af Henning Sørensen (V), Socialudvalgsformand i Morsø Kommune.
Jeg ønsker ikke, at vi skal bruge penge på en borgerrådgiver.
Det er korrekt, at vi kan få et tilskud til aflønning af en borgerrådgiver i 3 år, men derefter skal vi selv finde pengene.
Vi, der har været med til at lave kommunens budget de sidste 4 år, ved, hvor svært det er at få budgettet til at hænge sammen. Ansættelse af en borgerrådgiver bliver en merudgift, som kunne være relevant, hvis der var et behov.
I Morsø Kommune er der ingen borgere, som ikke får hjælp til at klage, hvis de er utilfredse med den afgørelse, der er taget af vores forvaltning. De bliver direkte informeret om muligheden for at klage, og ønsker de det, får de hjælp til at gøre det.
At der er klager og at der begås fejl, kan ikke undgås. Det ændrer ikke ved, at vi skal sagsbehandle efter de vedtagne kvalitetsstandarder og lovgivningen.
Når jeg ser, at der på landsplan i øjeblikket er 5.773 verserende sager i Ankestyrelsen, heraf 11 fra Mors, fortæller det mig, at vi har meget få klager i forhold til de mange sager, som behandles.
Årsagen hertil er, at vi har et meget dygtigt personale. Derfor er det ikke hverken relevant eller nødvendigt at ansætte en borgerrådgiver.
I øvrigt synes jeg, at Pia Thorsens spørgsmål – om de andre partier er blevet Venstre-tilhængere – kræver en kommentar. Partierne i kommunalbestyrelsen har vist, at de er økonomisk ansvarlige samtidig med, at de har tillid til, at kommunens sagsbehandling udføres i henhold til lovgivningen. Med en kompleks og foranderlig lovgivning, er der risiko for, at der begås fejl, men det er jo bl.a. også derfor, at vi har en Ankestyrelse.
Der er ingen tvivl om, at vi som kommune skal være livshjælpere over for de borgere, som har brug for hjælp, og jeg ved, at medarbejderne løser den opgave på bedste vis – også uden en borgerrådgiver.