Formand for Fjordland, Leif Gravesen, ser fortrøstningsfuldt på den landbrugsaftale, et bredt flertal blandt folketingets partier indgik forleden.
Den giver landbruget en langsigtet plan, som kan understøtte initiativer, der allerede er sat i gang, lyder det fra formanden. Særligt lægger han vægt på, at det er en bred aftale, der rækker ind i fremtiden.
– Der er selvfølgelig ting, der skal kigges på, men det er virkelig godt, at det er en bred aftale. Det gør, at vi har en landevej at køre på, der er rimelig jævn i hvert fald de næste tre år, siger Leif Gravesen med henvisning til, at aftalen, der gælder frem til 2030, skal tales igennem igen om tre år.
Samtidig glæder han sig over, at der er afsat penge til at få implementeret forskellige grønne teknologier, så aftalens mål kan nås.
Men det kræver tid og økonomi at omstille landbruget, understreger Leif Gravesen.
– Vi kan ikke levere her og nu. Det her bliver rigtig dyrt, og det skal man have mulighed for at tilpasse sig som landmand.
Fjordland er Danmarks største landboforening efter sommerens fusion mellem Landboforeningen Limfjord, Lemvigegnens Landboforening og LandboThy. Foreningen har 1.700 medlemmer.