En større redningsaktion blev torsdag ved middagstid sat i værk, da en sejler slog alarm og fortalte, at han ikke længere vidste hvor han befandt sig.
Han var stævnet ud fra Nykøbing, og må kort tid efter have mistet orienteringen. Han blev nemlig fundet ved Ejerslev Røn øst for Mors.
I følge det lokale beredskab på Mors sendte Falck i Nykøbing efter alarmopkaldet en båd på vandet og det samme gjorde Beredskabsstyrelsen. Også Dansk Søredning i Løgstør deltog i aktionen ligesom en redningshelikopter fra Forsvaret for en sikkerheds skyld blev sendt i luften.
Det lykkedes hurtigt at finde frem til sejleren, bl.a. ved at spore hans mobiltelefon. Han blev efterfølgende kørt til tjek på sygehuset i Thisted.
Lokalpolitiet i Thisted kunne fredag morgen ikke oplyse yderligere om episoden eller om sejleren.
Foto: Falck Morsø