Hønen og ægget!

Læserbrev Ellen Philipsen Dahl (DB), formand for Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget i Morsø Kommune.

Læserbreve i hobetale fylder helt naturligt de lokale medier her op til det kommende kommunalvalg.

De 64 kandidater, som lægger billet ind på de 21 pladser i kommunalbestyrelsen, er alle dedikerede og brænder for at videreformidle det eller de budskaber, de hver især mener, er de vigtigste for Mors i fremtiden.

For den menige borger kan budskaberne imidlertid godt – langt henad vejen – synes rimeligt enslydende. Fokus på ”bosætning”, ”klima”, ”natur”, ”bedre vilkår for børn, unge og ældre”, ”øget beskæftigelse og uddannelse til alle”, ”kultur og fritid” osv, osv…. Alle vil kæmpe med næb og klør for endnu bedre vilkår for alle morsingboer og Mors generelt!!!

Det, der adskiller de enkelte partier og kandidater, er imidlertid VEJEN til målet!

På et vælgermøde, arrangeret af det lokale Handicap- og Seniorråd, udtalte Tore Müller, at socialdemokraterne vil sætte investeringen i nye, lokale udviklingsprojekter på pause og i stedet bruge pengene på at øge velfærden for den enkelte morsingbo. Det er i og for sig en rigtig sympatisk tanke, hvis altså kommunens økonomi – bare sådan lige – tillod det!

Men det forholder sig desværre sådan, at kommunens økonomiske råderum er så beskedent, at velfærden ikke vil kunne højnes mærkbart, udelukkende ad den vej. Kommunen har for nuværende simpelthen ikke midlerne, selv om alle ville ønske det!

En kontinuerlig opdrift på hele velfærdsområdet, med flere varme hænder i ældreplejen, i institutionerne, bedre normering i skoler og daginstitutionerne, mere hjælp til de mest sårbare, vil fordre et betydeligt større og bedre skattegrundlag. Flere skatteborgere, flere virksomheder, et udbygget turismeerhverv og øget bosætning.

Og hvordan skaber vi så det?

Demokratisk Balance vil tjene pengene, før vi bruger dem! Vi vil derfor arbejde for, at kommunen, sammen med eksterne investorer, fonde og det lokale erhvervsliv, investerer i en ambitiøs udviklingsdagsorden, så Mors skiller sig markant ud fra andre omkringliggende kommuner.

Vi vil bygge nye, grønne og bæredygtige generationsboliger/-fællesskaber omkring de smukke vådområder rundt omkring på øen.

Sådanne fællesskaber er attraktive for unge børnefamilier, især når der ikke findes bedsteforældre eller et netværk i forvejen. De er attraktive for ældre, der ønsker et seniorliv i naturskønne omgivelser, også selvom børnene evt. er flyttet fra øen. De er attraktive for singler, der ønsker mulighed for at være en del af et større fællesskab. Der vil være mulighed for fællesarealer til dyrkning og dyrehold, til stor glæde for ung som ældre. Leje- og ejerboliger. Det vil kunne skabe mere liv i landsbyerne og dermed et forbedret grundlag for bl.a. institutioner, foreningsliv og erhverv. Flere borgere udenfor Nykøbing!

Demokratisk Balance vil desuden udlægge nye sommerhusområder i naturskønne områder – selvfølgelig underlagt en streng lokalplan, der sikrer en nænsom tilpasning i det omkringliggende landskab, og med krav om grønne og bæredygtige bebyggelser. Vi vil intensivt forfølge de allerede givne muligheder for at eliminere lugtgener i nærheden af beboelsesområder, forårsaget af landbrug og industri.

Og endelig vil Demokratisk Balance fortsætte de mange års anstrengelser for at gøre Ørodde et sted for ALLE!

Vi vil IKKE udstykke til privatejede boliger i området, men vi vil, ved ekstern rådgivning og finansiering, udbygge campingpladsen ved at inddrage ”det gamle NIF Stadion”, så vi som noget helt unikt kan få Danmarks skønnest beliggende, bynære, rekreative område, med shelters, hytter, camping og ”glamping”, nænsomt indpasset, sammen med lækre offentlige badefaciliteter og en børnevenlig strand. Ja, området skal igen fyldes med liv. De senere år har vi været alt for få, der har nydt et helt fuldstændigt vidunderligt område, som mange flere burde have glæde af. Når en større og nænsomt indpasset campingplads bliver en realitet, vil både Tennisklubben og Cricketklubben helt sikkert nyde stor glæde af en øget bruger- og medlemstilgang og dermed en bedre klubøkonomi. Og hvis vi skal gøre os forhåbning om at bevare et levedygtigt handelsliv i vores skønne gågade, som i øvrigt gør et helt fantastisk stykke arbejde for HELE øen – ja så skal vi kunne rumme langt flere helårsturister. Vi er ganske enkelt for få morsingboer til at kunne forbeholde os retten til at være ”os selv nok”!

Og blot for at slå det helt fast, én gang for alle: Kvajborgs Eng og boldbaner ud mod Langelinie skal tilplantes med skov/forblive et grønt, rekreativt område i naturlig forlængelse af det øvrige.

Ovenstående vil i Demokratisk Balances perspektiv være den hurtigste, sikreste og mest realistiske vej mod en permanent øget velfærd for ALLE borgere på øen. En forbedret kommunal økonomi, grundlagt af nye fastboende og turister, som vi glæder os til at dele øens herligheder med.

 

 

 

 

 

Forfatter

Related posts

Top