Uhyggelige Nykøbing skræmmer videre

Mors er blevet kendt langt ud over øens grænser for at give den fuld gas i efterårsferien med Halloween som det overordnede tema.

Græskarmænd og -lygter skaber den helt rette stemning sammen med små udstillinger med gravstene.

Kulminationen fandt sted med den traditionsrige parade i onsdags, hvor tusindvis af mennesker indtog centrum af Nykøbing. I dag venter, hvad der beskrives som den mest gennemtænkte og skræmmende oplevelse på Støberimuseet. Der er mulighed for at blive skræmt fra vid og sans i tidsrummet 17-20.

Bag den gennemførte og uhyggelige facade banker der også en hjertevarm historie om at bidrage med, hvad man kan til en fælles sag og glemme sygdom og bøvl for en stund. Det er nemlig borgerne fra døgn-, bo- og dagtilbud inden for voksen-socialområdet i Morsø Kommune, som er med til at gøre det hele muligt.

Stort forarbejde giver gode gys
Der har været masser af møder og forberedelse, arbejde i værksteder og undervisning på Limfjordsteatret.

Her er der blevet undervist i drama og pædagogik, for selvom der skal skræmmes og det skal være uhyggeligt, så skal der også tages mest muligt hensyn til publikum.

Foruden den store Halloween-parade og skræmmeoplevelsen på Støberimuseet i dag har efterårsferien også budt på et velbesøgt Skalloween-arrangement.

Fotos: Jamal Mekdad/Mors Handel

Forfatter

Related posts

Top