Læserbrev af Anja Birch Alsøer (V), KV21-kandidat på Mors og Ansgar Nygaard (V), KV21-kandidat på Mors.
De sidste 4 år har udvalget Teknik & Miljø haft specifik bevågenhed på den grønne omstilling. I udvalget er det blevet drøftet, hvilke projekter der kan bidrage til bl.a. at nedbringe CO2, sikre bedre biodiversitet og reducere kvælstof.
Særligt har muligheden for at skabe vådområder på vores Ø, bidraget positivt til biodiversiteten og til at reducerer det kvælstof landbruget er pålagt.
Det er vigtigt for os, at de løsninger der skabes, sker i et godt og konstruktivt samarbejde med de implicerede lodsejere – til gavn for hele øen. Det er vi utroligt taknemmelige for, da forudsætningen for ansvarsfuld udvikling sker ifølge vores værdier, i et respektfuldt samarbejde mellem kommune og borgere.
Det er vigtigt, at de investeringer der gøres i vores kommune, går hånd-i-hånd med den overordnede strategiske energiplanlægning for region Nordjylland og med særlig fokus på kommunens økonomi.
Det betyder bl.a., at energirenovationer af kommunens bygninger prioriteres ansvarligt; både på hvor hurtig tilbagebetalingstid der er på investeringerne og hvor store forbedringer der samlet opnås.
Uden skelen til økonomi kan hurtige løsninger nemt blive for dyre for en lille kommune, hvor der er rift om ressourcerne.
Vidensdeling og faglige forum i KKR – kommunekontaktrådet – sikrer, at vi som politikere får kvalificeret viden om tiltag der bidrager til grøn omstilling. Forvaltningens fagspecialister informer og perspektiver den relevante viden. Efterfølgende stiller vi spørgsmål til de forskellige områder, der sikrer at de politiske beslutninger træffes på et oplyst grundlag og ud fra vores overnævnte prioriteringer.
Fremgangsmåden har bl.a. bidraget til etablering og indvielse af vådområderne Hundsø – og Biskær på Nord Mors, Sillerslev-Ørding kær og Jølby Nor. Af nye politiske tiltag der ligger i pipelinen, kan nævnes Porsmose ved Redsted/Hvidbjerg, Nees vig og den gamle golfbane i Nykøbing, også kaldet Nykøbing enge.
Engarealet i Markedsgade udlægges til rekreativt område og til opsamling af overfladevand i samarbejde med Morsø forsyning. Staten har ligeledes bidraget med etableringen af Thissing vig.
Et andet aspekt ved de rekreative områder kunne på sigt være at bidrage til co2 neutrale bosætninger, såfremt lovgivningen en gang skulle give mulighed herfor.
Diversitet er godt – også i kommunalpolitik.
Vi repræsenterer to generationer, to køn, to forskellige fagligheder, og sammen repræsenterer vi forskellige borgere. Det bærer vores spørgsmål også præg af. Vores værdier er ens – økonomisk ansvarlighed, borgerne i centrum – respektfuldt samarbejde mellem kommune og borgere.
Ved at have en bred diversitet i kommunalbestyrelsen sikrer vi, at ikke kun den grønne omstilling bliver belyst fra forskellige perspektiver.
Særligt Teknik og Miljø har vores fælles interesse. Gennem det udvalg kan gode betingelser for vores erhvervsliv, bosætning, turisme etc., varetages.
Vi vil fortsat arbejde for at sikre den grønne omstilling gennem inddragelse af faglighed og åbne spørgsmål der sammen kan berige beslutningsgrundlaget.
Vi er hinandens forudsætninger – by /land, kvinde/mand og på tværs af generationer.