De unge er påvirket af klimakrisen!

Læserbrev af Lars Bo Majgaard, KV21-kandidat for Radikale Venstre på Mors.

Klimakrisen er en realitet, og den er skabt af nuværende og tidligere generationers livsstil og fokus på vækst uanset konsekvenserne for miljø og klima.

Konsekvenserne ER allerede synlige i form af ekstremt vejr, havstigning, temperaturstigning og masseudryddelse af arter. En ting er imidlertid sikkert, og det er at vi kun har set toppen af isbjerget.

Det kræver handling NU og de politiske beslutningstagere skal vågne op!

Det kniber imidlertid både internationalt, nationalt og også LOKALT. Politikerne stikker hovedet i busken og det er de unge, som betaler den største pris.

Det er de unge, som skal affinde sig med forandringerne i den måde vi skal leve på i fremtiden.

Det er de unge, som skal leve med det ekstreme vejr i fremtiden.

Det er de unge, som skal opleve skovbrande og tørke.

Det er de unge, som skal leve i en verden med flere klimaflygtninge.

Disse kendsgerninger påvirker naturligvis de unge, og i september så jeg en undersøgelse på DR.DK, som gjorde stort indtryk på mig. Her havde man bedt nogle unge forholde sig til nogle udsagn og svarene var rystende!!!

75% af de unge er enige i at fremtiden er skræmmende. 39% af de unge ville tøve med at få børn. 56% mente at menneskeheden er dømt til undergang og sidst men absolut ikke mindst mente 45% af de unge, at følelser om klima påvirker deres dagligdag negativt!!!

Det kan vi ikke være bekendt! Vi skylder de unge, at vi begynder at tage klimakrisen alvorligt i Morsø kommune. Det har Venstre flertallet i kommunen ikke gjort hidtil og nu skal det ændres.

Vi skal have lavet en plan for den grønne omstilling og vi skal inddrage de borgerne, erhvervslivet og landbruget i denne plan.

Stem på friske kræfter, som vil en planlagt grøn omstilling i Morsø kommune.

Forfatter

Related posts

Top