K vil have aktivt ejerskab af Hanstholm Havn

Læserbrev af Jens Kr. Yde, KV21-kandidat og borgmesterkandidat for De Konservative i Thisted Kommune på vegne af De Konservative i Thy

Med en investering på over en halv milliard kroner er udvidelsen af Hanstholm Havn det største anlægsprojekt i Thisted Kommune nogensinde. Kommunen har garanteret lån for 525 mio. kroner og det er dermed skatteyderne i Thy, der står med regningen, hvis havneudvidelsen ikke kaster den øgede aktivitet af sig, som har været forudsætningen for investeringen.

Hanstholm Havn er ejet af Thisted Kommune og dermed skatteyderne i Thy. Derfor er det også afgørende, at kommunen tager et aktivt ejerskab af havnen. Det betyder ikke nødvendigvis, at formanden skal være en politiker. Men det betyder, at der fra politisk hold skal være et målrettet og stærkt fokus på at udvikle ejerskabet af havnen.

Derfor er der også brug for en ny retning for ejerskabet af havnen. Det skal være kommunalbestyrelsen, der sætter retningen for havnen selvfølgelig på baggrund af bestyrelsens input. Men det er vigtigt, at ejer strategien klart afspejler, hvad kommunalbestyrelsen vil med havnen på både den korte – men så sandelig også på den lange bange.

Havnen skal til enhver tid have en bestyrelse, der har stærke og kompetente profiler med relevante netværk. De er en kombination af personer udefra, fra havnens brugere herunder Havnerådet samt kommunalbestyrelsen, og som er i stand til at give den daglige ledelse den sparring, der skal til for, at havnens forskellige planer kan føres ud i livet.

Vi skal turde tænke stort – og højt – og ikke bruge tiden på småting. Det er en forudsætning for, at Hanstholm Havn fortsat er i førertrøjen på fiskeriområdet og kommer det i andre brancher, der kan være med til at sikre Hanstholm Havn som en af de absolut førende. Formålet er at sikre de bedste udviklingsmuligheder for Hanstholm Havn.

Hanstholm Havn har fokus på fiskeriet, som uden diskussion er det vigtigste erhverv på havnen. Fiskeriet og dermed havnen er udfordret i kølvandet på Brexit og den fortsatte usikkerhed om kvoternes størrelse fra EU´s side, og det gør at havnen skal have flere ben at stå på. Et af disse er satsningen på energi. Men der er behov for langt flere ben, hvis udvidelsen af Hanstholm Havn blive en succes.

Det skylder vi de virksomheder og medarbejdere, der er på Hanstholm Havn – men også skatteyderne i Thisted Kommune, der bakker op om havneudvidelsen og ikke mindst havnen som en vigtig dynamo for erhvervsudvikling i Thy i det daglige.

Forfatter

Related posts

Top