Åge kan ikke komme med toget i Hvidbjerg

For få måneder siden flyttede den Åge Dastrup til Hvidbjerg på Thyholm for at være tættere på sin familie.

Men hans tilværelse er bestemt ikke blevet lettere efter han er flyttet.

For et år siden fik han amputeret sit højre ben, og er derudover hårdt plaget af gigt. Han er i øjeblikket arbejdsløs, og skal i den forbindelse stå til rådighed for arbejdsmarkedet og derfor til jævnlige møder på jobcenteret i Struer. Det er også i Struer at hans læge befinder sig.

For at komme til Struer skal han med toget fra Hvidbjerg- men det er lettere sag end gjort. Stationen i Hvidbjerg er nemlig ikke handicapvenlig og er generelt meget ufremkommelig for personer i kørestol.

– Jeg havde ikke forestillet mig, at det kunne blive et problem, for jeg har jo set, hvordan man kan få hjælp til at komme ind og ud af toget andre steder, siger Aage Dastrup til TV Midtvest.

Åge Dastrup har sammen med sin bror Bjarne filmet nogle af de udfordringer han støder på som kørestolsbruger:

Min bror Åge Dastrup, flyttede for et par måneder siden til Hvidbjerg på Thyholm.Åge fik for godt et år siden, amputeret hans højre ben, han er i forvejen meget gigt plaget og skal stå til rådig for arbejdsmarkedet.Problemet er bare den, han skal til Struer for at komme på jobcenteret, for at komme til læge med mere, for at komme til Struer skal han med tog, men på tog stationerne på Thyholm, er der ingen handikap hjælp og lige netop Hvidbjerg st. er meget ufremkommelig for kørestole.Mandag den 13/8 2019 skulle han til både læge og på jobcenteret, så jeg var nødt til at tage op for at hjælpe ham, da det er en fysisk umulighed at komme frem som kørestolsbruger. Dette var for mig en meget ubehagelig og chokerende oplevelse.Som følge af manglen på handicap service blev vi enige om, at jeg skulle filme så meget som muligt af turen, som et forsøg på at dokumentere de faktiske forhold.Det er blevet til denne lille video, det var ikke nemt både at hjælpe og filme på engang.Beklager lydkvaliteten.

Slået op af Bjarne Dastrup i Tirsdag den 13. august 2019

– Samme adgang som andre mennesker
Flere af landets bemandede togstationer tilbyder bl.a. kørestolsbrugere at booke handicaphjælp, men den ordning gælder ikke på Åge Dastrup’s lokale og ubemandede station.

– Der er taget en politisk beslutning om, på hvilke stationer der skal tilbydes assistance til handicappede, og der er en række stationer, hvor den her service ikke er mulig,fortæller Thomas Fog-Petersen, der er kommunikationsmedarbejder hos Arriva, til TV Midtvest.

Han henviser i stedet til Flextrafik-ordningen, der kan bringe Åge Dastrup og andre i samme situation fra dør til dør.

Men den løsning er Aage Dastrup ikke tilfreds med.

– Vi handicappede skal have nogenlunde samme adgang som andre mennesker. Det er ikke noget, der bare skal være forbeholdt en del af befolkningen. Det skal selvfølgelig være udbredt til hele landet, siger han til TV Midtvest.

Han håber, at der kunne laves en aftale med lokoførerne om, at de kan gøre slisken klar og få kørestolsbrugerne af og på toget. Men det er ifølge Arriva ikke en mulighed.

– Vi er forpligtiget til at overholde vores rettidighed, jævnfør den kontrakt vi har med Transportministeriet. Det vil vi ikke kunne, hvis lokomotivføreren skal ud af førerhuset og låse den her rampe ud, lægge den klar og efterfølgende pakke den sammen og låse den inde.

Foto: Screendump

Forfatter

Related posts

Top