“AC” stopper hos Redoffice KONPAP

I mere end 24 år har Anders ”AC” Christensen haft sin daglige gang i Redoffice KONPAP A/S i Thisted, som han selv var med til at grundlægge i september 1998. Fra 1.oktober har Anders Christensen besluttet at stoppe i sit arbejdsliv, når Mickey Berg Kristiansen og Thomas Linde Nielsen indtræder i ejerkredsen, der udover de to nye, herefter udgøres Klaus Sørensen, Mads Larsen og Peter Rasmussen.

KONPAP, der er en sammentrækning af ordene kontor og papir, blev grundlagt i september 1988 på Industrivej 13 i Thisted. I 2001 var man vokset ud af lokalerne og flyttede tværs over Industrivej til nummer 20, der husede den tidligere Glostrup Møbelfabrik. Her er virksomheden stille og roligt vokset sig stor gennem årene grundet stor lokal opbakning og kundetilgang. Men også gennem opkøb af Kontoreksperten Lemvig/Thisted i 2002, Bornerups Kontorcenter i 2007 og ikke mindst fusionen med MP Kontorcenter i 2019, der har været vigtig for Redoffice Konpaps udvikling og ikke mindst nuværende position med placering i fem byer.

– det har været en fantastisk rejse, når man ser tilbage på, da vi startede med en håndfuld ansatte og til i dag, hvor vi er 50 engagerede medarbejdere i afdelingerne i Thisted, Nykøbing Mors, Skive, Holstebro og Viborg. Vi har været så heldige, at vi har kunnet tiltrække nogle medarbejdere, der har haft lyst til at gøre en forskel og sikre vores kunder den bedst mulige service, siger Anders Christensen.

Kvalitet fremfor kvantitet

Redoffice KONPAP A/S har hele tiden haft som mål at blive landsdelens største leverandør indenfor produkter til kontoret, kantinen, til forretningen, til virksomheden mv.

– vi har hele tiden udviklet os og tilstræbt af have alt det, en virksomhed har brug for indenfor vores område. Udover vores velbesøgte fysiske butikker, har vi også en omfattende handel via vores webshop. Vi henvender os primært til erhvervslivet, men også mange private finder vej til os, hvis de skal bruge noget til hjemmekontoret, fortæller Anders Christensen.

Vigtig lokal forankring

Den lokale forankring i Nordvestjyske og Vestjyske, har altid været vigtig for Redoffice KONPAP.

– vi vil hellere være en måske mindre og lokalt forankret virksomhed, der hviler på vores jyske værdier, end være en del af en stor københavnsk eller international koncern, påpeger Anders Christensen.

Det er også derfor Redoffice KONPAP gennem årene har støtte op omkring det lokale foreningsliv, elitesportssatsninger indenfor fodbold og håndbold, ligesom også kulturlivet har nydt godt af støtten fra Redoffice KONPAP.

– det har altid været vigtigt for os at støtte op omkring det lokale de steder, vi er har forretninger. Vi har ønsket at tage ansvar i det lokalsamfund, vi er en del af. Det har man en forpligtelse til som en lokal erhvervsvirksomhed. Hvis ikke vi har et rigt foreningsliv med gode tilbud til børn og unge, et stærkt kulturliv og så videre, finder folk hurtigt et andet sted i landet at bo, påpeger Anders Christensen, og fortsætter:

– det er jo som tilskuer på fodboldbanen, i håndboldhallen, i det lokale teater, eller andre steder, relationer og muligheden for fremtidig samhandel tit opstår. Derfor er lokal opbakning vigtig for os, siger Anders Christensen.

Ny generation banker på

Den 1. oktober får Anders Christensen mere tid til familien, til at rejse og ikke mindst til lidt flere runder på golfbanen, end tiden er til nu. Han ser lyst på Redoffice KONPAP´s fremtidige udvikling.

– vi har tiltrukket dygtige medarbejdere til huset gennem årene, som har været dygtige på hver deres felt. Det har vi også gjort i forbindelse med generationsskiftet. Jeg er stolt over, at det er lykkede os at tiltrække to store kapaciteter som Mickey og Thomas. De har det drive, der skal til for, sammen med de øvrige ejere, fortsat at sikre en positiv udvikling af virksomheden, siger Anders Christensen.

De to nye medejere er da også helt på det rene med, at det er en stor arv, de skal være med til at løfte.

Mickey Berg Kristiansen har været i Redoffice KONPAP i 16 år og startede som elev i Thisted-afdelingen, hvor han i forbindelse med en fodboldkarriere i Thisted FC, kom ind i firmaet. Han har siden starten arbejdet som kørende sælger og været tilknyttet afdelingen i Viborg de seneste fem år.

– jeg er glad og stolt over at have været med så mange år, at have været med til at udvikle virksomheden og nu bliver en del af ejerkredsen. Vi går ydmygt til opgaven og kommer ikke ind og skal lave om på det hele. Vi skal holde fast i det lokale perspektiv og engagement, holde fast i den gode service og de fysiske butikker. Vi skal stadig den tætte dialog med kunderne og besøge dem, hvor de befinder sig. Vi skal også fortsat være en vigtig del af det lokale foreningsliv. Hele den lokale forankring og det lokale engagement er fortsat vigtigt for os, siger Mickey Berg Kristiansen.

Thomas Linde Nielsen kommer med en Salgs-Teknisk Microsoft baggrund, med generelt software og IT-teknologi viden.

– Det er mig en fornøjelse at tage over på sådan et fundament Anders har skabt med sine partnere. Tiden er nu kommet til mine partnere, og jeg skal videreudvikle på KONPAP, som arbejdsplads og lokal virksomhed. KONPAP er på en ny rejse og jeg ser frem til, at vi skal udvikle forretningen endnu mere på det digitale område. Det gælder blandt andet på Salgssiden, Administration, Web og lager/logistik. Vi skal forsat fokusere digitalt på videreudvikling af vores webshop og hele tiden være der, hvor kunderne er. Det er vigtigt, at vi støtter op omkring den digitale udvikling i vores lokale erhvervsliv. Samtidigt skal vi sikre livsnerven i det lokale butiksliv, siger Thomas Linde Nielsen.

Der holdes afskedsreception for Anders ”AC” Christensen fredag den 7. oktober 2022 kl. 13.00-16.00 på Redoffice KONPAP A/S, Industrivej 20 i Thisted.

Forfatter
Top