Et ældre ægtepar fra Odder, en 78-årig mand og en 77-årig kvinde, er stadig i kritisk tilstand efter lørdag formiddags voldsomme trafikulykke på Thyholm. De er begge indlagt på Skejby Sygehus. Det skriver TV Midtvest.
Umiddelbart efter ulykken forlød det, at tre personer var i kritisk tilstand, men der er sket en fejl i kommunikationen, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Ralf Høgedal:
– Den tredje har ikke været i kritisk tilstand på noget tidspunkt, siger Ralf Høgedal, som er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Ulykken skete da det ældre ægtepar i personbil kørte frontalt sammen med en minibus. De foreløbige undersøgelser peger på, at det var personbilen der kom over i den forkerte kørebane.
-Hvad det skyldes, ved vi ikke endnu, siger Ralf Høgedal til TV Midtvest.
I minibussen var en gruppe på 11 udlændinge i 20’erne, som bor i Danmark i forbindelse med et uddannelsesophold. De blev alle tilset efter ulykken, men er ifølge vagtchefen sluppet med overfladiske knubs.
Arkivfoto: Falck