Ældre bør ringes op for at sikre vaccinetid

Regionerne bør aktivt opsøge borgere og hjælpe dem med at booke tid til at få en vaccination mod coronavirus. Foreningen Danske Patienter frygter nemlig, at nogle i sidste ende dropper at blive vaccineret, fordi det er for svært at få en tid.

– For det første handler det om, at man fra myndighedernes side ikke melder alt for mange vaccinationstider ud, så det bliver helt umuligt at booke tider. For så ser vi, at det er dem, der ikke er ressourcestærke, der ikke får booket en tid, siger direktør i Danske Patienter Morten Freil.

Han mener, at flere bør følgeet eksempel fra Region Sjælland.

– I Region Sjælland vil man aktivt opsøge borgere i gruppe 2 og 3 – ældre og sårbare – og hjælpe dem med at få en tid ved simpelthen at ringe dem op. Det synes vi, er et godt initiativ, der bør udbredes til hele landet, siger Morten Freil.

Ifølge TV2 ringer Region Sjælland til over 6000 borgere for at være sikker på, at de har modtaget henvendelsen om vaccine og for at booke en tid direkte med borgerne.

Morten Freil siger, at de i Danske Patienter får mange henvendelser om, at folk ikke kan komme igennem til at få en coronavaccine.

– Vi frygter, at det kommer til at betyde, at nogle i sidste ende lader være med at blive vaccineret, fordi det simpelthen opgiver. Og det kan blive alvorligt for borgere i den sårbare gruppe, siger han.

Han mener, at det haster med at få flere initiativer på landsplan, så det bliver nemmere at blive vaccineret.

/ritzau/

Foto: Line Bloch Klostergaard

Forfatter

Related posts

Top