Ældre mand fortsat i kritisk tilstand efter forbrænding

En 88-årig mand fra botilbuddet Kærhuset i Fabjerg var søndag morgen fortsat i kritisk tilstand, efter at han lørdag eftermiddag klokken ved 16.30-tiden fik tredjegradsforbrændinger på grund af en ulmende dyne.

Det oplyser vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Olesen, til Folkebladet Lemvig.

Han fortæller, at personalet på Kærhuset gjorde alt hvad de kunne for at køle manden ned, inden brandvæsenet ankom på stedet.

– Han blev fløjet med helikopter til Rigshospitalet, og det er klart, at når man er oppe i årene som ham, så er det kritisk. Vi afventer nu at høre mere om hans tilstand fra Riget, siger Anders Olesen.

Ulykken skete mens den ældre mand lå i sin seng. Pludselig gik der ild i hans dyne, og politiet arbejder ud fra en teori om at tobaksrygning er årsag til at det gik så galt som det gjorde.

Arkivfoto: Christian Kjeldsen

Forfatter

Related posts

Top