Flere 9.-klasseelever dumper til eksamen i dansk og matematik end på baggrund af årskarakterer, viser tal for tidligere årgange. Drømmer man fx om at komme ind på en erhvervsuddannelse, kan det derfor vise sig at være en fordel, at sommerens eksamener er aflyst.
Frem for en eksamenskarakter får eleverne istedet overført årskarakteren, og det kan få en betydning, hvis man gerne vil ind på en EUD-uddannelse. For at komme direkte ind skal man nemlig have et vægtet karaktergennemsnit på 02 eller højere i fagene dansk og matematik. Man kan dog søge om en optagelsesprøve, hvis man ikke opfylder karakterkravet.
– Hvis man drømmer om at komme ind på en erhvervsuddannelse, kan det derfor være en fordel for flere at få overført årskarakteren i stedet for at skulle gå til de lovbundne prøver i 9. klasse, siger fuldmægtig i Danmarks Statistik Alex Skøtt Nielsen.