Akut mangel på reddere i Hanstholm

NEC LAUDEM AUT MERCEDEM – For hverken ros eller løn.

Det er mantraet hos redningsstationen i Hanstholm, der lige nu har akut brug for to redningsmænd eller redningskvinder.

– Vi mangler to rådighedsansatte. Det er lidt det samme som deltidsbegrebet inden for brandvæsnet, fortæller stationsleder Morten Olsen.

Selvom arbejdstiderne ofte ikke er til at planlægge og lønnen er ringe, så bærer arbejdet lønnen i sig selv. Arbejdet består nemlig af mange opgaver, og en gang imellem kan man som redningsmand eller -kvinde sågar være med til at redde liv:

– Vi laver jo alt, der hedder søredning fra kyst og udefter. Det være sig førstehjælp, hjertestop, brand i skibe, bugsering af skibe der er havareret, surfere der er i havsnød og olieforurening. Der er faktisk ingen grænser for, hvad vi bliver sendt ud til, fortæller Morten Olsen.

Der er som udgangspunkt ikke de store krav om færdigheder for at kunne blive en del af redningsholdet. I første omgang kræves der blot en lægeerklæring der viser, at man er egnet til tjenesten. Herefter følger en række kurser, som man løbende tager.

Morten Olsen ved godt, at mange bliver skræmt over udsigten til at skulle stå til rådighed. For hvis alarmen lyder skal man som redningsmand eller -kvinde hurtigst muligt begive sig til redningsstationen:

– Det skal man selvfølgelig være indstillet på. Og det samme skal ens arbejdsgiver og ikke mindst familie også, siger Morten Olsen.

Gevinsten er dog også værd at høste hver eneste gang:

– Når man kan se, at man har været med til at gøre forskellen så er det jo yderst tilfredsstillende, slutter Morten Olsen.

Din Redningstation har brug for dig!

Redningsmand/kvinde

Vi har akut brug for to redningsmænd eller redningskvinder…

Slået op af Redningsstation HanstholmMandag den 28. juni 2021

Forfatter

Related posts

Top