Andelen af kvindelige kandidater højere end nogensinde

34,3 pct. af kandidaterne til folketingsvalget den 5. juni 2019 er kvinder. Det er en højere andel end nogensinde før.

I 2011 var 33,2 pct. af kandidaterne kvinder, hvilket indtil dette års valg var den højeste andel.

309 kvinder stiller op til folketingsvalget. I alt er der 900 kandidater til de 175 danske mandater. Dertil kommer fire mandater, som er på valgt i Grønland og Færøerne.

Kilde: Danmarks Statistik

– Kvinderne har altid været i undertal blandt kandidaterne. Også blandt folketingsmedlemmerne er der flere mænd end kvinder. Ved valget i 2015 var 37,1 pct. af de valgte kvinder, siger Dorthe Larsen, afdelingsleder i Danmarks Statistik med henvisning til Statistikbanken.

Flere kandidater end tidligere
900 kandidater stiller op til dette folketingsvalg. Det er 101 flere end ved seneste valg, hvor 799 kandidater var på valg.

Specielt antallet af ny-opstillede kandidater er steget. 556 af kandidaterne stillede ikke op til folketinget i 2015, hvilket svarer til 61,8 pct. af kandidaterne. I 2015 var der 467 nye kandidater på valg.

– De mange kandidater – og mange ny-opstillede kandidater – hænger i nogen grad sammen med, at tre nye partier er på valg ved dette folketingsvalg. Til sammen stiller partierne Nye Borgerlige, Klaus Riskær Petersen og Stram Kurs med 100 kandidater, siger Dorthe Larsen.

Foto: Anders Hviid

Forfatter
Top