Anden bølge af arbejdsløshed kan komme til sommer

Efter otte uger med stigende arbejdsløshed bød den første uge af maj på det første knæk i en arbejdsløshedskurve, der ellers bare er steget og steget siden marts.

Men forude venter anden bølge, for coronaens første måneder har sat gang i nogle bevægelser i økonomien, som vi kun har set de første konsekvenser af.

I Ugebrevet Mandag Morgen forudser en stribe økonomer nemlig, at Danmark står foran endnu en bølge med stigende arbejdsløshed.

Tidligere overvismand, professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet Michael Svarer frygter, at en del af de 150.000 medarbejdere, der lige nu er sendt hjem med lønkompensation, ikke vil kunne vende tilbage til deres job.

– Der er mange mennesker, der lige nu får lønkompensation, og en del af dem vil være i farezonen, når kompensationerne ophører. Det ser dystert ud, og der er risiko for en forhøjet ledighed, siger Michael Svarer, der er medlem af regeringens rådgivende økonomiske ekspertgruppe.

Økonomerne peger samtidig på, at arbejdsløshedens første bølge blot bestod af dem, virksomhederne hurtigt kunne afskedige – altså dem med korte opsigelsesvarsler. Resultatet af de øvrige fyringer med længere opsigelsesvarsler vil først vise sig om nogle måneder.

Forfatter

Related posts

Top