– Efter længere tids overvejelser, har jeg valgt at melde mig ud af Dansk Folkeparti.
Sådan indleder Anette Svindborg fra Dansk Folkeparti på Mors en pressemeddelelse.
Dermed er hun en af efterhånden mange medlemmer på landsplan, der har valgt at melde sig ud.
– Igennem min tid i Dansk Folkeparti, har jeg siddet i kommunalbestyrelsen på Mors i sidste periode, og været opstillet i Skive ved sidste folketingsvalg. Derudover har jeg indtil dags dato været næstformand i Dansk Folkeparti Morsø, opsummerer hun sin tid i partiet.
Udmeldelsen kommer efter en tid hvor interne stridigheder i toppen af Danske Folkeparti har fyldt mere end partiets politik:
– En situation, der ikke er blevet bedre trods flere forsøg. Selvom dette ikke gør sig gældende i lokalforeningen på Mors og jeg ikke har oplevet det på egen krop, er det ikke noget jeg kan stå inde for, lyder det fra Anette Svindborg.
Hun søger nu imod Inger Støjbergs nye parti Danmarksdemokraterne.
– Inger og jeg har gennem længere tid, særligt gennem valgkampen til folketingsvalget i 2019, haft et godt samarbejde. Vi deler mange holdninger og jeg ser partiet som et sted, hvor jeg vil passe godt ind og få mulighed for at være med til at opbygge et nyt parti fra bunden, fortæller Anette Svindborg.