Antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken har i nyere tid aldrig været lavere end i 2020, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Alligevel er man langt fra de mål, som Færdselssikkerhedskommissionen har opstillet.
Kommissionens målsætning for antallet af alvorligt tilskadekomne i 2020 blev tilbage i 2010 sat til 1000. Men de faktiske tal er væsentligt højere. Politiet registrerede sidste år 1716 alvorlige tilskadekomster.
Danmarks Statistik bemærker tilmed i sin udgivelse, at antallet af dræbte og tilskadekomne i 2020 skal ses i lyset af, at 2020 var præget af markant mindre trafik på grund af coronarestriktioner.
I fjor udarbejdede Færdselssikkerhedskommissionen en ny handlingsplan, og i den forbindelse meldte kommissionen også en ny målsætning ud. Den lyder, at i 2030 må højst 90 blive dræbt og 900 komme alvorligt til skade i trafikken i Danmark.
De væsentligste årsager til alvorlige trafikulykker er høj fart, alkohol og uopmærksomhed.
Antallet af dræbte trafikken sidste år var 163.
/ritzau/
Arkivfoto: Presse-fotos.dk