Antallet af huse til salg stiger til det højeste i år

Antallet af huse med til salg-skilte i forhaven er på det højeste niveau i år.

Der var i oktober 23.706 parcel- og rækkehuse til salg. Det er en marginal stigning fra september og er ikke set højere siden december sidste år. Det viser tal fra Finans Danmark, der er interesseorganisation for banker og realkreditselskaber.

De flere huse til salg afspejler ifølge Finans Danmark, at der ikke længere er helt så stor efterspørgsel på at købe bolig, som i 2020 og starten af 2021, hvor mange brugte mere tid derhjemme end normalt.

Selv om der er flere huse til salg, er niveauet fortsat et stykke under tiden før coronaudbruddet. I 2018 og 2019 var der de fleste måneder mellem 30-35.000 huse til salg.

På landsplan er huspriserne i dag omkring ti procent højere for end for et år siden.

Det betyder, at et typisk hus på 140 kvadratmeter står til 2,7 millioner kroner. Det er 250.000 kroner højere end sidste år. Der er dog store regionale forskelle på prisudviklingen.

/ritzau/

Foto: EDC

Forfatter

Related posts

Top