En 59-årig mand har onsdag mistet livet i en arbejdsulykke på Sjørring Maskinfabrik. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
Anmeldelsen om ulykken kom klokken 08.52. Her lød det, at manden var kommet alvorligt til skade. Umiddelbart efter ulykken blev der sendt ambulance og en helikopter til stedet, men mandens liv stod ikke til at redde.
Arbejdstilsynet er kaldt ud til stedet.
– Arbejdstilsynet er rekvireret og arbejder på stedet. De nærmere omstændigheder omkring ulykken kendes endnu ikke, skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.
Når Arbejdstilsynet undersøger dødsulykker eller andre alvorlige ulykker, skal tilsynet blandt andet være med til at fastslå, hvad der er sket, og om regler i forbindelse med arbejdet er blevet overholdt
Sjørring Maskingfabrik producerer blandt andet skovle til læssemaskiner, gravemaskiner og skovle til mineindustrien.
Ulykken skete i forbindelse med arbejdet, oplyser politiet.
Mandens pårørende er blevet underrettet.
/ritzau/
Arkivfoto: Presse-fotos.dk