Bankerne er godt rustet til coronakrise

Over flere år har de danske banker opbygget store beholdninger af kapital.

Det har været med til at gøre dem godt rustet til at modstå de udfordringer, som coronakrisen påfører det danske samfund og verden omkring os.

Det vurderer interesseorganisationen Finans Danmark, der repræsenterer den finansielle sektor, i en pressemeddelelse.

Vurderingen følger, efter at bankernes samlede kapital næsten udgjorde 400 milliarder kroner ved udgangen af 2019.

Alt er dog ikke fryd og gammen for bankerne.

Lave renter og faldende låneefterspørgsel presser deres kerneforretning, og det var sidste år med til at give en generelt lavere indtjening hos bankerne.

Samlet tjente bankerne sidste år 35,4 milliarder kroner før skat. Det var to milliarder kroner mindre end i 2018 og næsten 15 milliarder kroner lavere end i 2017.

Finans Danmark forventer, at indtjeningen vil blive ved med at falde, og at det økonomiske tilbageslag fra coronakrisen også vil sætte sit negative aftryk på bankernes regnskaber.

For nylig har den finansielle sektor i en fælles erklæring med regeringen givet håndslag på at ville hjælpe privatkunder og virksomheder, som er midlertidigt hårdt ramt.

Forudsætningen er, at kunderne i forvejen er sunde økonomisk set.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top