Af Helle Kyndesen, Politidirektør for Midt- & Vestjyllands Politi
Nyt fælles mål for kommuner og politi: Bedre trivsel blandt børn og unge og færre i kriminalitet
Hvordan sikrer vi midt- og vestjyske unge og børn en bedre trivsel, og at færre kommer ud i kriminalitet
Svaret vender jeg tilbage til.
Bedre trivsel blandt børn og unge og færre i kriminalitet er det mål, som de midt- og vestjyske kommuner og politiet har sat i en ny samarbejdsplan.
Og det nye mål var netop på dagsordenen, da et stærkt hold af repræsentanter fra kommuner og politi i sidste uge mødtes i Vildbjerg Sports- & Kulturcenter for at kickstarte indsatsen.
Vi øger på flere områder det forebyggende samarbejde mellem myndighederne og andre aktører i de her år, og det er for mig at se ubetinget til borgernes bedste. Selv om børn og unges trivsel måske ikke er politiets kerneopgave, så er trivsel i en tidlig alder nært forbundet med risikoen for at havne i en kriminel løbebane.
Her er et eksempel. I forebyggelsesafdelingen i Midt- og Vestjyllands Politi har vi gennemgået flere end 200 sager om vold mod børn.
I tre ud af fire sager er det en af barnets forældre, der er voldsudøveren. Mere end hver tredje voldsudøver er allerede kendt i politiets systemer. Mere end hver tredje voldsudøver har to eller flere sigtelser for vold i forvejen.
Børn af forældre, som allerede har begået vold tidligere i livet, er altså i øget risiko for at blive ofre for vold i familien.
Det er vigtig viden, som kan være afgørende, når vi på tværs af myndigheder og i et samarbejde med en række civile aktører, skal forebygge vold mod børn.
Det samme gælder, når vi analyserer trafikulykker. Oplysningskampagner kan nå et stykke af vejen. Men der er grupper, som vi ikke når med oplysning.
Også her kan vi se en række forskellige faktorer, som gør os i stand til stille skarpt på en gruppe af unge, som er i særlig risiko for at blive skyld i en alvorlig trafikulykke.
Uanset om det drejer sig om at forebygge vold, alvorlige trafikulykker eller noget helt andet, så skal vi sætte forebyggende ind, dér hvor vi ved, der er en øget risiko.
Som du nok kan fornemme, så kan det være tunge emner, vi samarbejder om, men jeg gik nu alligevel opløftet fra vores fælles dag.
Fælles deler vi nemlig ikke bare viden og erfaringer, men også viljen til at forandre og udvikle til det bedre.
Sammen har vi muligheden for at nå nogle mål, som er svære eller umulige at nå hver for sig.
Det er et godt samarbejde, som bliver udbygget over de kommende år – både mellem myndighederne og mellem myndigheder og aktører fra civilsamfundet, hvor vi – blandt mange andre – har et samarbejde med ”En barndom uden vold”, ”Vejen Videre” og ”Ung uden vold”.
Så svaret på spørgsmålet i første linje af dette indlæg ligger lige for: Det gør vi i fællesskab.PS Og mindst lige så vigtigt er det, at vi ved at forebygge også arbejder for, at færre borgere bliver udsat for kriminalitet.
Foto : Midt- & Vestjyllands Politi