Bedsted-firma flytter: Køber ikonisk erhvervsbygning i Glyngøre

Virksomheden Washpower, der er leverandør til vaskerobotindustrien og hører hjemme i Bedsted, har købt Erhvervs- og lagerhotelbygningen JamoHuset i Glyngøre.

– Vi har i længere tid søgt efter velegnede lokaler til at fortsætte udviklingen af WP Production og Washpower, og har også i den forbindelse haft planer om at bygge en helt ny fabrik i Vildsund, fortæller direktør Glenn Pedersen og afslører, at man i forløbet omkring et muligt nybyggeri eller køb af ejendom kom i dialog med Thomas Møller Pedersen som ejer JamoHuset .

Dialogen mellem parterne endte altså i et salg med overtagelse pr. 1. januar.

– Vi har haft 3½ rigtig gode år i Gl. Bedsted og i Thy i det hele taget. Det er vores håb at alle vores medarbejdere vil fortsætte deres ansættelse i de nye rammer i Glyngøre trods køreturen, siger Glenn Pedersen.

Det er godt fem år siden, at TMP flyttede ind i JamoHuset med henblik på at videreudvikle virksomheden.

– Dagsordenen ændredes desværre hurtigt for os, da det daværende ejendomsselskab i 2014 gik konkurs, kort efter vi var på plads i JamoHuset. For at sikre vores forretning, købte vi JamoHuset i 2016, hvor vi overtog og fortsatte
driften af udlejningsaktiviteterne, fortæller TMP-direktør Thomas Møller Pedersen

TMP fortsætter forretningen i Glyngøre, men:

– I stedet for nuværende placering, vil vi skabe nogle spændende nye rammer i det tidligere højlager. En bygning som giver os masser af muligheder for at skabe en optimal logistik for lager, produktion, administration og showroom, slutter Thomas Møller Pedersen.

Forfatter

Related posts

Top