Besøg på plejecentre: Udvalgsformand ærgerlig over nye påbud

– Det er ikke nogen hemmelighed at vi er meget ærgerlige over at dette nye påbud kun medfører ændringer for et mindre antal af plejecentrenes beboere og deres pårørende.

Ordene kommer fra formanden for Social- og Sundhedsudvalget i Thisted Kommune (A).

I et nyhedsbrev fra Thisted Kommune kommenterer hun på tilpasset påbud i forhold til besøgsrestriktioner på blandt andet plejehjem, som er blevet udsendt af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Ida Pedersen, formand for Social- og Sundhedsudvalget i Thisted Kommune.

– Vi har rigtig mange beboere på plejecentrene og pårørende, som savner at kunne foretage besøg som før coronavirus. Derfor blev vi først rigtigt glade, da Sundheds- og Ældreministeriet tidligere signalerede, at besøgsforbuddet vil blive lempet. Men nu kan vi konstatere, at dette desværre ikke er tilfældet, lyder det fra Ida Pedersen, der fortsætter:

– Vi ønsker derfor at forsikre alle kommunens borgere om, at så snart der kommer nye muligheder for besøg på plejecentrene, vil disse også blive taget i brug med det samme.

De midlertidige besøgsrestriktioner betyder, at besøg på plejecentre altovervejende skal foregå på udendørs arealer og at besøg på indendørs arealer på plejecentre ikke kan ske, medmindre at:

  • besøget sker til en beboer, som er kritisk syg eller døende, eller
  • besøget ikke kan foregå udendørs, og der er udpeget et – to faste besøgspersoner. Det er lederen på det enkelte plejecenter, som laver en vurdering af, hvilke beboere, der ikke er i stand til at modtage udendørs besøg

Alle primære pårørende til ældre, der bor på plejecentre i Thisted Kommune, vil få tilsendt et brev, der forklarer om de tilpassede restriktioner for besøg på kommunens plejecentre.

LÆS OGSÅ:

Efter lokal kritik: Plejehjemsrestriktioner tages op i Folketinget

Foto: Thisted Kommune

Forfatter

Related posts

Top