Besøgsforbuddet ophævet i Thy

De sidste par måneder har været lange og ensomme for flere ældre beboere på plejecentrene i Thy.

Udbruddet af coronavirus har betydet, at der har været et generelt forbud mod at komme på besøg på plejecentrene og besøg var derfor begrænset til de tre nærmeste pårørende. Men fordi smittetrykket er på vej nedad, og fordi langt størstedelen af både beboere og personale på centrene er blevet vaccineret, er det generelle forbud mod besøg nu blevet ophævet.

Derfor må beboerne igen få besøg af venner og bekendte, ligesom endnu flere pårørende igen kan komme indenfor i lejligheden hos den ældre.

– Det glæder mig rigtigt meget, at beboerne nu igen kan invitere flere mennesker indenfor på vores plejecentre. Rigtig mange, både beboere og personale, er blevet vaccineret. Derfor begynder hverdagen lige så stille at vende tilbage hos dem, der måske har været mest påvirkede af det generelle forbud mod for mange besøgende, fortæller Ida Pedersen, formand for Social- og Sundhedsudvalget.

Hos plejecentrene ser man frem til at kunne tage imod både pårørende, venner og bekendte igen, men under corona-sikre forhold:

– Vi glæder os rigtig meget, for det er dét her, vores beboere og vores personale har set rigtigt meget frem til, forklarer Inge Thomsen, der er leder af plejecentret Åbakken i Hurup.

Besøg skal stadig foregå forsvarligt
På hvert af de 13 plejecentre i Thy samt på Friplejehjemmet Bedsted vil det være op til lederne at planlægge, hvordan besøgene kan foregå på den mest hensigtsmæssige måde. For selvom besøgsforbuddet er ophævet, er der stadig en række sundhedsfaglige retningslinjer, man skal overholde. Det kan derfor være forskelligt, hvordan besøg på det enkelte plejecenter kommer til at foregå.

– Nogle steder skal man måske ind ad en anden indgang end normalt, mens der andre steder kan være nogle andre forhold. Derfor er det en god ide at kontakte os, før man planlægger sit besøg, fastslår Inge.

Da der sikkert er mange, der ønsker at besøge deres familiemedlemmer, efter lang tids afsavn, opfordrer Inge Thomsen samtidig til, at man i familierne aftaler, hvem der kommer hvornår, så alle ikke pludseligt står og vil ind samme dag og samme tidspunkt.

Sidst men ikke mindst glæder også social- og sundhedsdirektør Tue von Påhlman sig over det løftede besøgsforbud:

– Det er dette øjeblik, som både ansatte og beboere har set frem til i snart et år, forklarer han og afslutter:

– Godt nok skal de besøgende stadig overholde de her retningslinjer, men overordnet set er det et skridt i den rigtige retning og tilbage imod en normal hverdag igen.

Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, som har ophævet forbuddet, der har været trådt i kraft siden 15. december, 2020. I deres begrundelse skriver de desuden:

– Der er ved beslutningen om ophævelse af påbuddet lagt vægt på, at mere end 80 % af plejehjemsbeboerne er færdigvaccinerede mod covid-19 for mere end en uge siden, hvorfor fuld effekt af vaccinen antages at være indtrådt.

På Akutfunktionen i Thisted er der dog fortsat en gruppe beboere på de midlertidige pladser, der ikke har fået vaccinen. Netop her er det fortsat et ønske fra personalet, at der ikke kommer for mange besøgende.

LÆS OGSÅ:

Besøgsforbud ophæves på Mors

 

Forfatter

Related posts

Top