Nordjyske Medier har meldt besparelser ud på i alt 70 millioner kroner for 2020 og 2021 i hele mediehuset og heraf 45 millioner kroner på redaktionerne.
Ledelsen har endnu ikke sat tal på, hvor mange ansatte den forventer at fyre, eller hvor mange stillinger der skal nedlægges. Men omregnet i lønkroner svarer det til cirka 70 redaktionelle medarbejdere – eller hvad der svarer til cirka halvdelen af de godt 140 redaktionelle medarbejdere i Nordjyske Medier, som er på Dansk Journalistforbund’s fællesoverenskomst. Det skriver Journalisten.dk.
Nordjyske Medier er udfordret på print både i oplag og annonceomsætning. Til gengæld oplever mediekoncernen en stigning i antallet af digitale abonnenter. Ifølge Nordjyske Medier var stigningen på 52 procent sidste år. Koncernen afslører dog ikke sine faktiske tal for, hvor mange digitale abonnenter man har.
Lokal handel svigter
De kommende sparerunder tager udgangspunkt i en faldende omsætning herunder en faldende indtjening på annonceområdet, og det er særligt de amerikanske techgiganter der får skylden:
– Pengene fosser ud af landet til de såkaldte tech-giganter som Facebook og Google, som i 2018 stod for over 60 procent af den danske annonceomsætning på nettet. En betydelig del af de penge kommer fra lokale servicevirksomheder. De kommer fra den lokale handel, skrev ansvarshavende chefredaktør Søren Christensen i sin leder i Nordjyske igår.
Frivillige fratrædelser
Der er tilbudt mulighed for frivillige fratrædelser i den første sparerunde på 40 millioner kroner – 26 millioner redaktionelt – som skal være effektueret i slutningen af januar 2020.
Ifølge direktør Morten Vinther er der ”et element af fritstilling” i de frivillige fratrædelser, men han vil endnu ikke oplyse, hvad det konkret betyder. Der er deadline for at melde sig på banen idag.
I sidste ende er det ledelsen, der afgør, om medarbejdere kan få en frivillig fratrædelse, hvis de melder sig, skriver Journalisten.dk.
I sit seneste regnskab havde Nordjyske Medier en omsætning på 822 millioner kroner og et underskud på 30 millioner kroner. I 2017 var der et overskud på 8,9 millioner kroner mens der i 2016 blev noteret et underskud på 42,6 millioner kroner.
LÆS OGSÅ:
Nordjyske Medier varsler ny tocifret millionbesparelse i 2021
Foto: Nordjyske Medier