Betjente om fartsyndere: De kører videre uden sanktioner

Politiet fanger grove fartsyndere gang på gang, men bilisterne undgår straf – bl.a. ved at trække deres sager i langdrag.

Det fortæller flere færdselsbetjente til Berlingske.

I et tilfælde fik en bilist frakendt sit kørekort i 2014, 2015 og 2017. Han burde i mellemtiden have betalt tusindvis af kroner i færdselsbøder, men det er ikke sket. Avisen har kendskab til flere lignende sager.

En politibetjent, der stopper en bilist i trafikken, kan som udgangspunkt ikke tage personens kørekort, hvis vedkommende nægter sig skyldig eller ønsker, at sagen afgøres ved en domstol. Det udnytter nogle bilister altså.

Hvis en trafikforseelse bliver en sag ved domstolene, skal anklageskriftet forkyndes for den tiltalte, før retssagen kan begynde. Det kan ske, ved at anklageskriftet sendes til bilistens e-boks. Men hvis en borger undlader at åbne sin post fra myndighederne, vil meddelelsen ikke juridisk være forkyndt, og så forhales sagen.

I et skriftligt svar til Berlingske skriver justitsminister Nick Hækkerup (S), at regeringen vil præsentere en række værktøjer inden jul, der skal imødegå problemet med såkaldte vanvidsbilister.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top