En vigtig bevilling for en fremtidig og bæredygtig udvikling af teatrets Værksted for Scenekunst, siger teaterdirektør Gitta Malling.
Bikubenfonden har med en bevilling på lige ved 300.000 kr. valgt at støtte Limfjordsteatrets udviklingsafdeling ”Værksted for Scenekunst”, der arbejder med scenekunstneriske projekter for bl.a. dagplejere, børnehaver, skoler, uddannelsesinstitutioner, plejecentre, borgerforeninger m.m.
– Vores udviklingsafdeling har eksisteret som selvstændig afdeling siden 2015, og har gennemgået en massiv og hvirvlende udvikling. Det har været spændende, godt og lærerigt, og vi har etableret en masse partnerskaber både nationalt og internationalt, siger teaterdirektør Gitta Malling.
– Men vi har nået et niveau, hvor vi har brug for at stå stille et øjeblik og få lagt en strategi for, hvordan vores afdeling kan udvikle sig bæredygtigt ind i fremtiden. Få kortlagt vores organisation, metoder og arbejdsprocesser, og få lavet en form for strukturel metodehåndbog over vores praksis, siger hun.
Limfjordsteatrets Værksted for Scenekunst er primært finansieret af fonds- og projektstøttemidler og her gives sjældent penge til at standse op. Charlotte Olling Rebsdorf, der er teaterpædagog og ansvarlig for udviklingsafdelingen, er derfor særlig glad for den nye bevilling.
– Det er dejligt, at Bikubenfonden har øje for et område, det kan være svært at måle og veje. Vores udviklingsarbejde handler i høj grad om at stimulere skaberkraften og kreativiteten hos både børn og voksne. Vi ønsker at være en national platform for vidensdeling i det særlige felt, der placerer sig mellem pædagogik, læringsmetoder og scenekunst, og derfor er det et vigtigt stykke arbejde, vi nu får mulighed for at lave, siger Charlotte Olling Rebsdorf.
Limfjordsteatret har fire medarbejdere, der sideløbende med arbejdet som underviser, skuespiller, instruktør m.m. skal være med til i arbejdet med at lave den nye strategi.