Bilister føler sig mest trygge på de farligste veje

Selvom det er på landevejene, at de fleste dødsulykker i trafikken sker, så er det paradoksalt nok her de fleste bilister føler sig mest trygge. Det viser en ny undersøgelse blandt 1.208 bilister, som Epinion har gennemført på vegne af Rådet for Sikker Trafik.

Det kan være en af forklaringerne på, at mange bilister stadig kører alt for stærkt på denne type vej. To ud af tre trafikdrab sker på en landevej, viser ulykkestal fra Vejdirektoratet, og i omkring halvdelen af dem er der for høj fart involveret.

– Risikoen er, at folk vælger at køre endnu stærkere på landevejene, hvis de opfatter vejene som trygge og fredsommelige. For så har vi for alvor den onde cirkel med flere alvorlige ulykker, siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Derfor landevejene også i fokus, når Rådet for Sikker Trafik de kommende uger gennemfører den landsdækkende fartkampagne “Sænk farten – bare lidt“.

Landeveje er uforudsigelige
Sidste år svarede knap fire ud af ti bilister i en undersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik gennemførte, at de meget ofte, ofte eller engang imellem kører 100 km/t. på en vej, hvor man må køre 80 km/t. Den høje fart på landevejene er problematisk, da det betyder en længere standselængde og alvorligere skader, hvis der sker noget uforudset eller i værste fald en ulykke.

– Landevejene er uforudsigelige, da man på de veje både kan møde biler, cyklister, traktorer og lastbiler, der kører med forskellige hastigheder. Samtidig er der mange udkørsler, sving og modkørende, der kommer tæt på. Der skal ikke meget til, før der kan ske noget pludseligt og uforudset, som kan gå galt. Og sker det, så har selv en lille fartoverskridelse en stor betydning for ulykkens omfang, siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Rådet for Sikker Trafiks kampagne mod for høj fart på landevejene gennemføres i hele landet frem til den 20. september. Når kampagnen slutter, sætter politikredsene ind med en uges fartkontrol fra den 21.-27. september.

Foto: Rådet for Sikker Trafik

Forfatter

Related posts

Top