Billetsalget til Thy Rock rykker – stærkt musikprogram trækker

Der er fortsat fuld fart på billetsalget til årets Thy Rock, der finder sted på Dyrskuepladsen i Thisted i weekenden 23.-24. juni med toppen af dansk musik på programmet. Roserne vælter ned over arrangørerne for et stærkt program med Thomas Helmig, Lukas Graham og Nik & Jay som nogle af hovednavnene.

– Vi nærmer os 7.000 solgte billetter og dermed tegner årets Thy Rock til at blive endnu en publikumsmæssig succes. Vores endagsbilletter er snublende tæt på udsolgt, og her skal man virkeligt være hurtig, hvis man vil sikre sig en i forsalg. Det vil dog stadig være mulighed for købe et antal endagsbilletter ved indgangen, fortæller Hans Peter Jarl Madsen, fra Thy Rock.

Publikumsros til musikprogram
Han glæder sig over, at publikum er glade for årets musikprogram.

– Vi får mange positive kommentarer hele vejen rundt og det er vi selvfølgeligt glade for. Det sammen med et godt billetsalg indtil nu gør, at der er en rigtig god stemning blandt de frivillige, der allerede nu er i fuld gang med at planlægge de sidste detaljer for at lave så god en fest som overhovedet muligt, påpeger Hans Peter Jarl Madsen.

Thy Rock har senest tilføjet flere lokale artister på programmet. Det gælder blandt andre albumaktuelle SMUGLER og ikke mindst Elba, der i foråret har været landet rundt. Også Martin Andersen og resten af Meridian træder op på Den Lille Vilde, mens Italobrothers og Spektators indtager Radio Limfjordteltet.

Jagten på de sidste frivillige
De frivillige er en af krumtapperne i afviklingen af Thy Rock.

– Vi mangler lige nu cirka 300 frivillige og skal nok nå i mål. Men har man lyst til at tage en tjans som frivillig, skal man bare skyde sig at tilmelde sig på Thy Rocks hjemmeside. Som frivillig får man blandt andet mulighed for at tage en ledsager med gratis til enten Løgstør Open Air, Rock i Frederikshavn eller Rock i Ringkøbing, fortæller Hans Peter Jarl Madsen.

Thy Rock bliver mere miljøvenlig
Thy Rock ser hele tiden på, hvordan man kan blive mere miljøvenlige. Man har for længst indført genbrugsglas til f.eks. øl og vand.

– Vi har sammen med Thisted Kommune og Thy-Mors Energi etableret fast strøm på Dyrskuepladsen. Det betyder, at vi ikke anvender generatorer, der kører på fossile brændstoffer, men henter energi, herunder grøn energi, fra det almindelige forsyningsnet, fortæller Hans Peter Jarl Madsen.

Han forventer, at Thy Rock kan melde om fuldt hus med flere end 10.000 gæster, når årets fest i Thy skydes i gang fredag den 23. og lørdag den 24. juni 2023 på Dyrskuepladsen i Thisted.

Foto: Pressefoto

Forfatter
Top