Mors-Thy Håndbold har fået to vigtige forlængelser i staben på plads. Der er nemlig lavet nye aftaler med målmandstræner Nicolas Birke og assisterende træner, Rune Lanng. Begge har forlænget til 2026, og dermed er trænergruppen for sæson 2025/26 på plads.
For både Nicolas Birke og Rune Lanng har valget været let og lige til.
“Jeg har valgt at forlænge min aftale med Mors-Thy Håndbold, fordi det er min klub. Jeg har været i HF Mors i rigtig mange år og fulgt med i Mors-Thy Håndbold siden fusionen i 2007. Jeg har fået min træneropdragelse på Mors gennem de sidste 20 år og har altid gerne villet være en del af Mors-Thy Håndbold”, siger målmandstræner Nicolas Birke og fortsætter:
“Jeg har været meget glad for min første halvsæson på ligaen, og da de spurgte om jeg ville forlænge for næste sæson, var jeg ikke i tvivl. Jeg synes vi har et superfedt samarbejde i målmandsteamet. Jeg havde Svend og Oliver som ungdomsspillere i HF Mors og på diverse udvalgte hold i DHF’s talentsystem, så det er lidt specielt og fedt, at jeg nu kan arbejde videre med dem i ligatruppen, og jeg vil gøre mit for, at vi kan lægge yderligere lag på resten af denne og næste sæson, så vi kan få så mange redninger som muligt”, lyder det fra Nicolas Birke.
Nicolas Birke passer perfekt ind i strategien i Mors-Thy Håndbold.
“Med en ambitiøs mand som ham har vi en rød tråd fra liga over akademi og ungdom. Vores målmænd er meget tilfredse med samarbejdet, både med de input og den træning de får. Det samme er trænerteamet, og derfor udvider vi samarbejdet, og vi er meget glade for han er endnu en sæson i klubben”, påpeger Ian Marko Fog.
Assisterende træner forlænger
“Jeg har valgt at forlænge min aftale med Mors-Thy Håndbold, fordi jeg er rigtig glad for at være en del af klubben og miljøet omkring. Jeg har nogle dygtige kollegaer, og vi har en fed spillertrup med stort potentiale. Derudover er det fedt at kunne arbejde videre med mange af de unge spillere, som jeg har trænet og fulgt op igennem ungdomsårene”, siger det fra Rune Lanng om baggrunden for at forlænge aftalen.
Adm. direktør Ian Marko Fog er glad for forlængelsen.
“I forhold til Rune, så har vi med en ung ambitiøs træner at gøre. Han har tidligere trænet ungdom i Aalborg Håndbold, hvor han også har suget erfaring. Han udfylder mange roller i klubben – bl.a. træder han til som assistent, når Dennis Bo er væk med ungdomslandsholdet. Han bidrager med input og statistik under kampene, mens han også træner akademiets U17-hold. Vi glæder os over endnu en dygtig og vellidt mand i trænerstaben, som kan være med til at udvikle vores mange talenter til etablerede ligaspillere”, siger håndbolddirektøren.
“Det har været en helt naturlig proces at forlænge med Nicolas Birke og Rune Lanng, slutter Ian Marco Fog.
Aftalerne med Nicolas Birke og Rune Lanng løber til 30. juni 2026.
Foto : Mors-Thy Håndbold