Der er lagt op til nogle blæsende dage med kraftig vind i Nordvestjylland de kommende dage.
På DMI’s hjemmeside skriver meteorolog Lars Henriksen, at et lavtryk sender kulde og og blæst mod den nordlige del af landet:
– I første omgang får vi lavtrykket at føle torsdag, når hård vind til hård kuling og kraftige vindstød fejer henover landet vestfra. Stedvis vil der forekomme vindstød af stormstyrke, og mod nordvest vil middelvinden en overgang nå op på stormende kuling med vindstød op til stærk storm!
– Foruden kraftig blæst sætter lavtrykket også skub i arktisk kulde, som i løbet af dagen breder sig ned over landet nordvestfra, og sent torsdag samt natten til fredag kan der forekomme vinterlig nedbør i den nord- og østlige del af landet. Selvom det fortsat bliver ganske blæsende henover weekenden, så er det vinterlige besøg nordfra ganske kortvarigt, og allerede lørdag blæser lunere vinde igen ind over Danmark vestfra.
Vær opmærksom på Sallingsundbroen
Også hos Vejdirektoratet er man opmærksom på blæsevejret. På trafikken.dk opfordres bilister til at være opmærksomme på vejrforholdene, hvis man skal passere Sallingsundbroen.
– Vinden forventes at aftage torsdag formiddag, lyder det fra Vejdirektoratet.
Arkivfoto